Skizofren sæberockopera

I takt med voksende succes har Matt Bellamy & Co. skruet op for ambitionerne i en næste egomanisk rækken efter den musikalske stjernehimmel.

Åbningsskæringen, Supremacy, er filmisk og grandios i en sådan grad, at den kunne akkompagnere en Bond-film, imens Survival og Explorers er ren musical, med klaver, knips og patos drivende fra hver en tone. Den første genre klæder klart bandet bedst. Fineste blandt sidstnævnte er den stemningsfulde industrial-larmende The 2nd Law: Unsustainable. 

Madness er et sært valg til første single og formår på en gang at lyde moderne og forældet. For selvom dubstep-light og det mere poppede er nyt for Muse, træder nummeret ikke nogen territorier, som George Michael ikke for længst har skamtrampet.

Mere vellykket er den synth-drevne Follow Me og den klaustrofobiske Animals, med eminent og dæmpet guitarspil, der hæver niveauet midt-album. At bassist Chris Wolstenholme efterfølgende får lov til at synge på den stille Save Me og den tonsertunge Liquid State gør hverken fra eller til, da numrene er cirka lige så kedelige, som stemmen er pæn, men ikke Muse.

Panic Station har fin og høj vokal, men hen over en 80'er-funket rytmesektion og ditto blæsere, der bare ikke er specielt fede, og Big Freeze mangler den sagnomspundne kant for at blive en rigtig episk rocksang, som Muse kan levere.

Og det er symptomatisk for albummet – og Muse. For meget gøgl og genreleg. Mere velspillet rodebutik end sammenhængende rockplade.

Muse virker i den grad som et band, der kunne bruge en producer til at holde snor i de vilde og flyvske idéer.