Den svære toer?

Det er langtfra L.O.C's andet album, men titlen afslører alligevel et tydeligt tilhørsforhold til forrige udspil – og det er både godt og skidt. Med forgængeren i tankerne er det svært ikke at have mange og høje forventninger til denne vol. 2 – forventninger, som i første omgang står lidt og svæver ude i luften, men som lige så stille indfries, som albummet gentages og numrene sniger sig i ens musikalske (under)bevidsthed.

L.O.C. er tilbage i sit dystre, melankolske univers. Der er mere fortvivlselse, end der er håb, mere aggression end blødhed, men i vanlig L.O.C.-stil er det hele alligevel lidt twistet, og den side af historien, der ikke bliver serveret så direkte, er faktisk den, der ender med at give håb et sted dér midt i albummets mørke. Det virker, som om den erfarne rapper har arbejdet med teksterne på en anden måde – som om de har fået tilføjet endnu en vinkel eller mere dybde, og det klæder ham rigtig godt.

Den musikalske side af sagen er relativ simpel uden dog at blive kedelig. Samtidig er den varieret både i stil og tracklængde, og det lyder, som om der er taget flere chancer for at få numrene til at passe til tekst og stemning mere end til noget andet. Den del er lykkedes ret godt, selv om det desværre delvist bliver på bekostning af albummets røde tråd – især Ode Til Kvinde pt. 2 falder lidt ud, hvorimod et af albummets andre positive numre Helt Min Egen (feat. Barbara Moleko) passer meget bedre ind. Om det er en svær toer eller ej, må være op artisten selv at udtale sig om, men at L.O.C. er sin helt egen, er der ingen tvivl om. Uanset om det så er med smil på læben eller dystert blik i øjnene.