Anmeldelse / Live / Onsdag d. 03-10-2012 kl. 02:24

Lukas Graham
Falconer Salen, København,
tirsdag d. 2. oktober 2012

Anmeldt af Mathias Sommer
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		3,80 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Homo Ludens og flødebolle og bollesoul

+ Se hele galleriet

Vi er flere, der husker, da Lukas Graham i marts gæsteoptrådte i X Factor-finalens imposante rammer i Boxen i Herning. Den velsyngende christianits karriere havde allerede forladt massen af metervaremusik. Men entreen i familien Danmarks tv-stuer gjorde for alvor navnet til allemandseje og udstillede den helt ufattelige forskel på X Factor og X Factor.

Lukas Graham blev ved et fingerknips et enormt navn på den danske popscene. Samtidig udkom den selvbetitlede plade "Lukas Graham", og så skulle det danske land ellers køres fladere end det var i forvejen.

Sommeren blev tilbragt på diverse festivaler, og nu er en efterårsturné undervejs. Og publikum er umættelige. Overalt er der udsolgt. I Odense blev koncerten rykket til større rammer, Aalborg har arrangeret en ekstrakoncert. Det samme er tilfældet i Falconer Salen, hvor Graham tirsdag aften spillede en koncert, der skal gentages onsdag aften.

Og trods en pæn rummelighed på omtrent 3000 mennesker meldes begge dage helt og aldeles udsolgte.

Lukas Graham – det legende menneske

Hvad er det så, han kan, denne karismatiske/karakteristiske, livsglade knøs?

Som altid er det en kombination af mange ting. Den soulede afrundede lyd appellerer bredt, hans store stemme med livlige fraseringer sender tankerne til rendyrket soul a la Otis Redding (som hyldes med coverversionen af "A Change Is Gonna Come") og ikke mindst John Legend – den soulede, bløde produktion er bare spiselig. Ikke for kedelig. Absolut ikke udfordrende.

Men hævet over dette: Lukas Graham har ikke glemt at lege. Den legende stil radierer ud af bevægelserne på scenen og hans uforudsigelige fraseringer, der samlet giver indtrykket af Lukas Graham som det legende menneske. Et begreb, filosoffen Johan Huizinga har leget med, og som han kalder "homo ludens".

Den legende lethed afspejler sig ikke mindst i tekstuniverset, som jeg tror er den særligt appellerende faktor, der gør, at man har lyst til at være i stue med Graham. Som da han åbner koncerten med den nye, spændstige, delay-indfedtede "Better Than Yourself". Efter nummeret holder han een af mange enetaler og omdøber nummeret til "Criminal Mind 2". Som han forklarer: Han har venner, der ryger i spjældet. Men flere af dem forstår ikke at blive ude, når de så er sluppet løs. Og det, synes han, er lidt træls: "Ku' de ikke få sig et arbejde eller sådan noget." Lukas Graham kender med andre ord til livets hårde side, men er fortryllende uhøjtidelig i sit syn på det.

Lukas Graham – det erotiske menneske

Lukas Graham har på efterårsturneen udvidet den ellers minimalistiske musikerbesætning med Magnum (Magnus Larsson) på bas, Lovestick (Mark Falgren) på trommer og Tha Captain (Kasper Daugaard) på keys til også at omfatte en blæsertrio, kaldet Rusty Trombones. Navnet kan forekomme mærkeligt, når der ud over en trombone også er sax og trompet. Men rygtet skal vide, at rusty trombone også er en seksuel stilling, der indbefatter anus og tunge.

Netop de sexede undertoner gør én lidt bekymret, når man spejder ud over publikums demografiske sammensætning. Der er rigtigt mange piger. Mange af dem mindreårige. Og lige så mange så små, at mødrene har ledsaget dem. Men de skal jo lære det på et tidspunkt, og Lukas Grahams gennemskuelige sindelag gør ham ikke til den værste introduktion til blomster og bier.

Blæserne gør absolut noget dynamisk ved lydbilledet. Resten sørger den "normale" installation for. Ikke mindst bassist "Magnum", der tidligt smider T-shirten og med tiden bliver helt ikonisk at se på. Hans lange legeme og typiske bas-dans gør helt sikkert noget godt for pigerne, der skriger, når de får mulighed for det.

Lukas Graham – det uperfekte menneske

Men kritikerbrillerne skal også luftes. Omtrent i midten af herligheden stiger irritationen så småt over Lukas Grahams evindelige små anekdoter og nærmest forcerede grin ind i mikrofonen, der ikke er altid er til at gennemskue. Irriterende, fordi det ødelægger rytmen i koncerten. Blandt andet af den grund blive længere stræk af koncerten snarere en moderat tirsdag, end en stor oplevelse med en stor dansk sanger.

Men intensiteten genvindes på den melodramatiske "Don't Hurt Me This Way". Nummeret har langt mere bid end på pladen, og selv oppe på balkonerne i den store sal føler man med Lukas Graham, der skal fortælle en pige, at han altså ikke vil være kærester. Ja, større er dramaet så heller ikke.

De gode takter fortsætter på "Nice Guy". Det bliver mere restriktivt, så vi blandt andet får en trommesolo, og på det sidste nummer, "Red Wine", bliver evnen til at underholde og lave et show slået fast med meget lange og brede søm. "Red Wine" er soul på et i virkeligheden meget primitivt niveau. Det er lige til at sætte på og bolle til. Rundgang og melodi er hørt tusind gange før, men hold kæft, det virker. Ikke mindst, når han henter en "kvindelig rekvisit" op på scenen, som udstyres med et glas rødvin og Lukas Grahams særdeles nærgående lapdance.

Koncerten lukker med ekstranummeret "Drunk In The Morning". Det ubetingede mest veldrejede nummer, der endnu er strømmet ud af Grahams kreative sind. Der synges med og alle er med.

Det er tæt på perfekt. Men Lukas Graham skal simpelthen gemme banaliteterne mellem numrene og i stedet frigive noget af den energi til sine musikere. For eksempel havde jeg ønsket mig lidt større rum til The Captain på tangenterne. Men på bundlinjen kan 2000 billethavere glæde sig til endnu en god og velspillet koncert, når han spiller igen i aften i Falconer Salen.