Pæn dansk popmusik med potentialet til et internationalt gennembrud på mainstreamscenen

Niceland – der formodentlig har hentet inspiration hos britiske The The og Prefab Sprout – udsendte i 2009 sit første album: Make No Sound. Debutalbummet blev af undertegnede betegnet som helstøbt og habilt, men også lettere monotont og svært at få ind under huden – fordi det var så pænt og blankpoleret. Orkesterets opfølger, Ordinary Freak, er en anelse mere ramponeret. Men altså kun en anelse. Derfor er også dét svært at få ind under huden – som følge af en tilsyneladende tilstræbt monotoni og pænhed, der til tider nærmer sig det konforme.

Orkesterets krumtap – komponisten, guitaristen, vokalisten Christian Achton Friis – og produceren, Morten Bue (Unmack, The Rumour Said Fire, Diefenbach), fortsætter med andre ord ud ad samme spor, som de befandt sig på i 2009, og dét vil sige, at Ordinary Freak er et pænt, godt gennemført, blødt, melodiøst feel-good popalbum. Et lidt for blankpoleret album, synes jeg. Men altså også et album med et særegent musikalsk udtryk og et særegent internationalt tilsnit. Med den fornødne markedsføring vil mainstream-albummet ganske givet kunne bane vejen for et internationalt gennembrud.