Forfriskende avangardistisk udspil med rødder i amerikanske standards og afrikanske grooves

Den amerikanske jazzsaxofonist og -komponist Sam Newsome er lidt af en ener. Han kombinerer – som solist – et eklektisk mix af moderne jazz med elementer af nordafrikansk musik. Og gør det – i passager – på teknisk usædvanlig vis, idet han retter sopransaxofonen ned imod strengene i sit flygel, alt imens han aktiverer fortepedalen. Dét giver et rigt, metalisk klangbillede, som sammen med de – i flere tilfælde – melodiske kompositioner danner et soundscape, der på én gang er komplekst og tilgængeligt.

Sam Newsome slog igennem i 90erne som sideman i Terence Blanchards kvintet. Og der kunne han måske fortsat have været, men han fik lyst til at gøre sig fri. Og derfor skiftede han tenorsaxofonen ud med en sopransaxofon og begyndte at trække på eksempelvis afrikanske traditioner. Det er dét, man hører man på The Art of the Soprano vol. 1.

Selv om Sam Newsome på albummet også tager livtag med en tung arv – i form af standards af Duke Ellington og John Coltrane – så gør han det på en meget forfriskende, frigjort måde. The Art of the Soprano vol. 1 består således af frie stykker fra tre sammenvævede suiter kaldet The Ellington Medley, A Love Supreme og Soprono de Africana. De to førstnævnte refererer – ikke overraskende – til standards af Ellington og Coltrane. Sidstnævnte til moderne jazz med afrikanske grooves.