Mikkel Nordsø, Sneakers, The William Blakes, m.fl.: Ken Gudman Prisen 2012, Amager Bio, København

Mikkel Nordsø, Sneakers, The William Blakes, m.fl., Ken Gudman Prisen 2012, Amager Bio, København

Mikkel Nordsø, Sneakers, The William Blakes, m.fl.: Ken Gudman Prisen 2012, Amager Bio, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det blev med et sandt overflødighedshorn af en fest, at Ken Gudman Prisen gjorde status efter ti år. Dels var det et par særdeles aktive prismodtagere - ja, faktisk tre, for Peter Ingemann endte også med at stå med en ekstrapris - der er på toppen, der modtog priserne. Og dels havde de tilsammen et hold af venner, der formåede at sprænge alle rammer igen og igen.

Det naturlige midtpunkt på den aften var selvfølgelig mesterguitaristen, Mikkel Nordsø, der da også lagde ud med en række af sine projekter, fra sit faste Mikkel Nordsø Band og over de mere verdensmusikprægede ting til jazzen og Smokers Lounge, hvor den gamle ven Jens Haack var i centrum. Det var pænt uden at gøre den store forskel, og man anede at det var stilheden før stormen. En storm der indfandt sig, da den tilsyneladende evigt smukke Sanne Salomonsen entrede scenen med høj hat à la Slash og signalerede, at nu var aftenen begyndt. Og det gjorde den så med de store rockakkorder og riffs, der tegnede lige den gruppe, specielt på numre som Sui Sui, Woodoo og den storladne Fire To My Telephone, som gav vokalisten en pause, mens Mikkel Nordsø kunne rulle hele arsenalet ud i selskab med en veloplagt Morten Kærså.

Der var en elektrisk stemning i rummet, hvor rytmegruppen Dietl og Menzer lagde en formidabel bund. Og havde det ikke været fordi specielt teksterne tydeligt befinder sig i en tidslomme for 30 år siden, kunne man næsten ønske sig et comeback. Så fedt var gensynet, men som Sanne sagde det: "Vi er Sneakers!" For omgående at rette det til: "Vi var Sneakers!" Hver ting til sin tid, men stort gensyn og mmm....what a lady.

Pausen blev af mange af det ældre publikum brugt på en betydelig Smokers Lounge ude foran Amager Bio, mens der i den grad blev stillet op til narrestreger inde på scenen, hvor et til lejligheden udvidet The William Blakes nu skulle ind og tegne fremtiden - vel at mærke efter at priserne var blevet uddelt til en synligt rørt Mikkel Nordsø, til en beæret Kristian Leth på vegne af The William Blakes, og endelig som en overraskelse fra bestyrelsen til Peter Ingemann. Her var det tydeligt, hvor stærk en klan den gamle rockscene er, med oceaner af kærlighed og respekt, og med det kyndige publikum, hvor af mange selv har taget turen ind og ud af rampelyset og har tegnet dansk rockmusik gennem en menneskealder.

Og så kan det ellers nok være at The William Blakes gik i gang. På Reality kom Nordsø senior ind en sidste gang, mens henholdsvis Frederik og Fridolin på henholdsvis bas og det ene trommesæt fuldendte en perfekt aften for familien fra Sankt Peders Stræde, og Kristian Leths beundrende øjne var til at tage at føle på, da Mikkel satte af i en formidabel solo. Det skulle ikke blive sidste gang af den erfarne generations guitaresser fik kæberne til at falde af led på de unge.

Moussa Diallo kom ind - årene på Maliscenen har i den grad gjort ham til en international bassist, så cool og - selvfølgelig - med lys i gribebrættet. Caves and Light fik en helt ny dimension af den gamle Gnags-guitarist Per Chr. Frost, som minsandten luftede sin gamle, lyse Telecaster med lydhullet og tilsatte drengenes psykedeliske musik et stænk af David Gilmour med en klassisk stor guitarsolo. Ind og ud ville en Aske Jacoby også komme, tydeligvis fint tilpas i omgivelserne, mens vi fik sange som Secretly og den - synes undertegnede - vel kedelige The Way Of The Warrior, som har noget "sidste udbank fra 1970'ernes sidste chillum" over sig i opbygningen, men som fik krop på af et mellemstykke, hvor drengene tog fra og føromtalte Aske Jacoby spillede en guitar på et sindssygt originalt niveau.

Koncerten sluttede med The Magician, hvor Frederik Nordsø overlod bassen til det gamle Gasolin-koryfæ, Wili Jønsson, og spankulerede lidt rundt, hvorefter han tog spaden op og viste hele salen, at når det gælder familien Nordsø og grænseoverskridende guitarlir, så falder æblet ikke langt fra stammen.

Stor, stor aften. I min bog kan de komme med Grammypriser, Steppeulv eller hvad ved jeg. Det her var musikernes fest.

Grænseoverskridende og eventyrlig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA