Endnu et flot album fra Sinne Eeg, nu af den (lidt for) storladne slags

Den danske jazzsangerinde Sinne Eeg har siden sin pladedebut i 2003 imponeret både kritikere og publikum. Og dét af den simple grund, at hun har været i besiddelse af en naturlig evne til at levendegøre et formfuldendt vokaljazzmateriale, som langt hen ad vejen oven i købet har været hendes eget. Det er evnen til både at skrive og formidle, der efterfølgende fortjent har udløst hæder og priser, herunder to Danish Music Awards for Bedste Danske Vokaljazzudgivelse.

Det er to og et halvt år siden, hun udgav det melodisk melankolske, godt gennemarbejdede album Don't Be So Blue, det bedste udspil siden hendes store gennembrud i 2007, Waiting For Dawn. Men nu er hun her altså igen, med albummet The Beauty of Sadness, der som noget nyt er en ambitiøs orkesterproduktion. Bag sig har Sinne Eeg denne gang ikke bare et stærkt jazzensemble – sådan som hun plejer – men også et verdensnavn, den amerikanske trommeslager Peter Erskine, og hele DRs Underholdningsorkester. Netop det gør The Beauty of Sadness til et storladent album. Flere steder et lidt for storladent album. Men det ændrer ikke ved, at Sinne Eeg faktisk endnu engang har udsendt et meget fint album.

Bedst fungerer dog minimalistiske ballader som eksempelvis Sinne Eeg og Søren Skos So Now You Know og Love is a Time of Year.