Anmeldelse / Live / Onsdag d. 10-10-2012 kl. 09:26

Efterklang og Sjællands Symfoniorkester
Konservatoriets Koncertsal, København,
tirsdag d. 9. oktober 2012

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Michael Boe Laigaard (www.michaelboe.com)

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,20 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Knivskarpe nuancer blev forstærket til Efterklang-gensyn

Godt 18 måneders koncertpause fra Danmark kom til en ende, da Efterklang med deres seneste bedrift Paramida indtog Konservatoriets Koncertsal sammen med Sjællands Symfoniorkester. Koncerten havde verdenspremiere i Sydney i maj, men denne aften var det med André de Ridder bag dirigentstokken, som sammen med den danske trio leverede de fine kompositioner meget overbevisende.

Ud over trio-kernen i Efterklang og Sjællands Symfoniorkester havde gruppen taget trommeslager Budgie (tidligere Siouxsie And the Banshees), support-navnet Peter Broderick samt et lille kvindekor på tre med sig. Og alle deltagende havde nogle store momenter undervejs, hvor deres respektive kvaliteter for alvor fik lov til at skinne igennem.

Den udmærkede Piramida blev mere eller mindre spillet fra start til slut med undtagelse af et enkelt nummer, der var blevet erstattet af en nyt, sammen med et instrumentalt intermezzo, der var komponeret af Karsten Fundal (som også har arrangeret for Under Byen og Choir Of Young Believers), som ligeledes havde arrangeret størstedelen af de resterende numre.           

Detaljerige underbygninger

Kammertonen blev slået an med en underfundig elektronisk efterklang, der ikke normalt klinger så langt ud, men det var således en mindre intro til Hollow Mountain, hvor forsanger Casper Clausen til sidst kom storsmilende ind – afslappet med en pilsner i den ene hånd. Symfoniorkesteret stjal hurtigt billedet, hvor nummeret blev meget fint udsmykket med pizzicato-violiner og et smuk englekor.

Orkesterets dramatiske omfang blev udnyttet til fulde i Apples, hvor især trommeslager Budgie lyste op med sit fine dynamiske overblik, ligesom forsanger Casper Clausen og Peter Brodericks kor-harmonier blev flettet smukt sammen. Nummerets fyldige dynamik fra pladen kom virkelig til sin ret her.

I både Sedna og Told To Be Fine var der en kende usikkerhed at spore fra gruppen, men dog ikke noget, der ødelagde helhedsindtrykket af den meget tilbagelænede udgave af Sedna og den elektronisk forankrede Told To Be Fine, hvor især marimba-bidraget fra janitsharen var særlig veludført og velfungerende.

Også nyt

Piramida består i store dele af lyde, der er optaget i den lille mineby Piramida, som ligger på Svalbard. Lydlandskaberne – anført af Mads Brauer – var meget skarpt panoreret i lydbilledet, hvilket var tydeligt at fornemme i det store rum, der virkelig klædte det orkestrale samarbejde til fulde. Blandt lydene var nogle meget varme akkordbrydninger i The Living Layer, der nærmest flydende førte over i arrangør Karsten Fundals komposition til arrangementet. En meget stemningsfuld sekvens, hvor det tyste og dystre blev afløst af meget dramatiske ansatser fra blæsergruppen, som kom til at lyde som om, at der var mindst 100 til stede. Et meget flot indslag.

Vi kom nærmest vuggende igennem The Ghost med Rasmus Stolbergs rene baslyd, der stod centralt omkring opbygningen, som var et intensiverende crescendo, der også rent visuelt indhyllede os i en varme. Salens cirkel- og trekantsformede træ-installationer gik rigtig fint i spænd med det musikalske.

So var et af sættets højdepunkter, hvor især Budgies meget avancerede beat og Clausens smukke falset blev rundet af med en meget fin og følt slutning fra orkesterets side. Der var virkelig tale om, at publikum lod efterklangen klinge ud, før klapsalven.

Efterklang-maner

De allerede overskredne (og tak for det) annoncerede 60 minutter blev afsluttet af Monument, hvor Clausens dybere nuancer stod frem, ligesom det elektroniske drive og vældig dygtige arrangement var en virkelig varm og smukt dynamisk afbalanceret afslutning på sættet.

Heldigvis var der plads til to ekstranumre fra bagkataloget. Monopolist fra debuten Tripper (2004) og Modern Drift fra Magic Chairs (2010). Førstnævnte med et tungt enkelt beat, ligesom der var mange fine facetter, der underbyggede originalens små detaljer. Især blæsergruppen bidrog med en virkelig dragende dynamik til nummeret, ligesom strygerne decrescenderede nummeret helt ned til det hviskende.

Den glade Modern Drift udstrålede spilleglæde og blev rundet af med en Casper Clausen, der over for et stående publikum kravlede hen over klapsæderne i salen for at runde koncerten af på klassisk Efterklang-maner – med alle involverede og stor taknemmelighed.

Samarbejdet med orkesteret og Efterklang fungerede nærmest optimalt. Kun enkelte gange var der en smule usikkerhed at spore, men i så stort anlagt et set-up er der en overbærenhed for mindre elementer, når der var så meget, der stod lysende klart og knivskarpt. Akustisk og arrangementsmæssigt var 60 Minutes Of Efterklang en stor sejr. Sangene var ikke overlæssede med elementer, og nuancerne i originalerne blev fremhævet på en ganske mere organisk måde end det elektroniske univers, der er på Piramida.

Koncertgængere til den atter udsolgte koncert i aften kan med god grund glæde sig.

Varme, romantik og comic-relief (****)

Til at varme publikum op fik vi Efterklangs gode ven og i flere omgange en del af Efterklangs live set-up, Peter Broderick. Amerikaneren har senest udgivet albummet http://www.itstartshear.com, hvor han blandt andet bliver bakket op af sin søster Heather Broderick, der også tidligere har spillet med Efterklang, den talentfulde eksperimenterende neo-klassiske pianist Nils Frahm med flere.

Broderick startede dog helt alene på banjo og vokal. Og han begyndte meget tilbagelænet. Blandt andet med en sang om at ligge i en underkøje med tanken om at ligge i ske med hende i køjen over sig. Det bliver dog ikke til noget, afslører han i sangen, som gav en fin uhøjtidelig start i den andægtige koncertsal.

Herefter fik Broderick selskab af en lille gruppe blæsere og en janitshar, mens han selv tog klaveret i brug. Der var fine løb mellem klaveret og vibrafonen, mens kompositionen sluttede med et kækt glimt i øjet. Broderick sluttede sit korte sæt af med en fængende vokalsampling med romantiske strofer som "in this game of cards / the only card is you", og med et nærmest Burt Bacharach-lignende swing var det et opløftende fint indslag forud for hovednavnet.

Efterklang og Sjællands Symfoniorkester spiller på Kulturværftet i Helsingør 12. oktober. Køb billetter via GAFFA Live.