Anmeldelse / Live / Onsdag d. 10-10-2012 kl. 11:42

Nicolai Munch-Hansen Kvartet
Jazzhouse, København,
mandag d. 8. oktober 2012

Anmeldt af Gudrun Hagen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kvartet blev til kvintet mandag aften på Jazzhouses lille caféscene, der emmede af rendyrket jazz- og spilleglæde

Den danske bassist Nicolai Munch-Hansen har udgivet to plader med egne kompositioner – "Wanna Do Right, But Not Right Now" fra 2008 og den meget roste "Chronicles" fra 2010 – og han er efter alt at dømme godt på vej med nyt materiale, der denne aften testes af på et lille dedikeret publikum. Næsten samtlige numre er faktisk så nye, at de kun har fået foreløbige titler.

Musikalsk er rødderne stadig plantet i den klassiske jazztradition med samme udsvævende kærlighed til det enkle melodiske og improviserede, fabulerende som på hans forgående albums. Nodearkene følges, men der er i udtalt grad også plads til leg og solistiske afstikkere, som det sig hør og bør med så imponerende et lineup.

Nicolai Munch-Hansen Kvartet består af ham selv på bas, den amerikanske trommeslager R.J. Miller og ditto saxofonist Ned Ferm. På piano sidder danske Søren Kjærgaard, og som special guest denne aften er Mads Hyhne med på trombone. Kvarteten bliver således til kvintet, og den lille caféscene er så pakket, at holdet dårligt kan være på den.

Hyhne må sno sig, når instrumentet for alvor skal foldes ud, og det bliver det. Faktisk er det svært helt at begribe, at han ikke er en oprindelig del af ensemblet, så godt han falder ind og fylder rummet med sine hæse hanelefant-blæs. Det er en regulær gevinst for aftenen at have ham med til at spille op imod den fantastiske Ned Ferm. Sikke et match. De to ruller sig igen og igen ud i dynamiske blæse-soloer og skiftes mellem at understøtte og udfordre hinanden i et empatisk, indfølende samspil. Sikke et treat.

Hylder og udfordrer jazztraditionen

På samme måde både hylder og udfordrer Munch-Hansens kompositioner jazztraditionen via en progressiv blanding af tradition og moderne input. Hele tiden skiftes der mellem det fast komponerede og det improviserede, mere abstrakte udtryk, hvilket tilfører projektet en elastisk fantasifuldhed, der fortjener stor ros. Munch-Hansen dyrker til gengæld kun momentvis det kraftfulde, energiske. Det er det poetisk drømmende, der er i fokus, og undertegnede var glad for blæsernes bastante brusen, der hankede godt op i de indadvendte tendenser hos bas, piano og trommer. Hvor smukke de end måtte lyde.

En anden ting der skal roses er den enkle kompositoriske ramme, der inviterer til – kræver! – stor personlighed i fortolkningen fra musikerne, hvilket d'herrer i den grad synes at trives med. Det får kvinteten til at fremstå både søgende og sammenspillet, og man fornemmer tydeligt truppens udtalte respekt og gensidige lydhørhed over for hinanden – samt det overskud, der følger med at være så fandens dygtig på sit instrument.

Eneste nummer fra Munch-Hansens fantastiske "Chronicles"-album denne aften er den storladent og sørgeligt smukke "Not A Saint But Beautiful". Det blev et fornemt punktum for en lækker jazzaften i fine, intime rammer, og der er sat eftertrykkelige forventninger til et nyt Nicolai Munch-Hansen-album.