Den midaldrende og mere afklædte jazzdiva er mere skramlet end nogensinde før

Der er ingen tvivl om, at Glad Rag Doll vil afstedkomme en del debat. For det første er den snart 48-årige Diana Krall – som kan forveksles med titelsangens glade kludedukke – af(klædt) og afbilledet alle vegne på og i cd'ens booklet som en anden glædespige. Hvorfor? Dét spørgsmål bliver man nærmest tvunget til at stille sig selv. Så påtrængende er det nemlig, som følge af de forcerede fotos. For det andet er den canadiske jazzsangerinde rykket alvorligt over i afdelingen for ragtime – den musikform, der kulminerede for godt 100 år siden – i sydstaterne. Det er den skramlede musikform, der emmer af røgfyldte barer, kortspil, klaverboksning, nævekampe, revolveropgør m.m.

Det bedste, man kan sige om den genre, er, at den har en umiddelbar live-kvalitet. Selv når den – som her – ikke er indspillet live. Man tilstræber – det gælder også Diana Krall – at opnå netop den live-stemning. Men dermed bryder Diana Krall altså også med sit eget, forfinede vokal-udtryk, hvormed hun har udfyldt og videreudviklet etablerede jazzstandards. (Det må være den "dårlig" indflydelse fra hendes mand, Elvis Costello, der gør sig gældende. Både Elvis Costello og folk som Bob Dylan og Woody Allen, har i nyere tid udtrykt en forkærlighed for ragtime, og dét kan have smittet af).

Uanset hvor konservativt det må forekomme, foretrækker undertegnede altså at høre Diana Krall udfolde sig inden for mere gængse jazzstandards, som til gengæld godt må være skramlede. På de mere nedtonede (og højhalsede) ballader som Just Like A Butterfly That's Caught In The Rain og titelnummeret Glad Rag Doll fremstår hendes vokal mere fuldt udfoldet end på albummets ragtime-numre.