Anmeldelse / Live / Fredag d. 12-10-2012 kl. 11:39

Madsen, Møller & From
Magasinet, Odense,
torsdag d. 11. oktober 2012

Anmeldt af Morten Ebert Larsen
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rock’n’roll, røverhistorier og vestjysk poesi i en skøn sammenblanding.

Arkivfoto

Jeg var før koncerten lidt spændt på, om vi nu "blot" skulle høre det samme som fra året før – og året før det. Men, nej kære venner (for nu at bruge et af Madsens udtryk). Det skulle vi ikke. I hvert fald ikke i første sæt, hvor der på herlig vis blev eksperimenteret på scenen. Vi kan så diskutere om det til tider mærkelige sangvalg havde nogle gavnlig effekt. Jeg tvivler.

Glædespatrulje

Johnny Madsen har engang sagt, at trioen Madsen, Møller & From er en slags glædespatrulje. Det kan man kun give ham ret i. Magasinet i Odense var nærmest overbefolket med mere end 400 mennesker, og stemningen var ligesom til en landskamp – vel at mærke, når det går rigtig hedt for sig. Klappen, piften og sågar trampen i gulvet. Jo, de herrer er populære. Det er der flere grunde til. Knud Møllers guitarspil og Madsens røverhistorier er alene yderst gode grunde til at møde op til en trio-koncerterne. Lyden på Magasinet var fremragende. En vigtig faktor i forhold til at Madsens stemme bliver mere og mere hærget, og han skulle da også lige bruge åbningsnummeret, "Nattegn", til at komme i gang.

Vi fik blandt andet en countryudgave af "Joe Dalton" og "Send Et Postkort" med Madsen på tolvstrenget guitar. Første sæts største øjeblik indtraf, da trioen satte gang i en af sangene fra Madsens seneste album, "Le New York" – immervæk først efter at have fortalt en lang historie om indspilningsprocessen i Paris. "Vi Gi'r, Vi Ta'r" blev spillet i nærmest slowmotion, og for søren, hvor var det smukt.

Obskure sange
Ja, dem fik vi også et par stykker af. Først "Waterloo" med Madsen på mandolin (!), og herefter "Meg Ryan's Aftenvals". Begge sange, som ikke er blandt mandens hundrede bedste, og det var lidt sært at sidde der og høre Madsen synge noget, der mindede om flødepop. Ikke et ondt ord om det – men det hænger ikke sammen med Johnny Madsen. Første sæt blev dog afsluttet med en af de bedste sange, Madsen har skrevet, nemlig "Stjernenat".

Efter en halv times pause kom Madsen, Møller og From igen på scenen, og efter omkring ti minutters historiefortælling inden overhovedet at have spillet noget viste de endnu engang klasse med "Grand Menu", der passer fortrinligt til sådan en akustisk aften. Herefter var det slut med overraskelserne, og rutinen kom ind og tog over med en bluesudgave af "Natkatten Og Rockulven", og ikke mindst "Færgemand", som Madsen for min skyld gerne må sejle i havn i noget tid.

Rutinen var væk et kort øjeblik med "One Man Band", hvor Knud Møller gav en af sine utallige soloer. Den her var blot længere og vildere. Hvad den mand kan med en guitar er på en måde uhyggeligt. Han kan nok ikke få den til at tale, men så stopper begrænsningerne også der. Verdensklasse. Madsens røverhistorier er også verdensklasse, og hvad end man har hørt dem før, så kan de fleste af vittighederne og historierne godt tåle et (gen) grin. Når han for eksempel uddeler minder fra barndommen i Thyborøn eller fortæller om de andre Dalton-brødre, Allan Olsen og Lars Lilholt – ja, så kan man ikke andet end i det mindste at trække på smilebåndet. Henrik From på trommer gør det, han skal, og ligner en, der hygger sig. Det gør Møller og Madsen bestemt også.

Uventet afslutning
Trioen blev selvfølgelig klappet ind til ekstranumre, og her udviklede det sig til noget ekstraordinært. I stedet for at sætte gang i de obligatoriske "Æ Kør' Å Æ Motorvej" og "Johnny B. Goode" hyggede Madsen sig med blandt andet at spille "Sweet Little Sixteen" og den berømte intro til James Bond. Selvfølgelig fik vi også de obligatoriske at gå hjem på, men det andet – det havde jeg ikke lige forudset.