Den talentfulde sangerinde kæmper med formatet

Julia Maria er uden tvivl en af vores mest talentfulde sangere og sangskrivere, der kan synge med en sødmefyldt længsel og skrive smukt drejede popsange.

Kom er da også et seriøst forsøg på at lave det store popalbum, hvor følelserne hænger uden på tøjet, og melodierne sigter mod skyerne. Det er flot opsatte popsange, der bare ikke altid har den rette flyvehøjde, og her er Kom flere gange på kanten af havari, fordi det stort anlagte format ikke helt indfanger sangenes sanselighed. Det fungerer effektfuldt på Beat, hvor Julie Maria for alvor synger igennem på en sang, der holder det høje tempo, men hun taber til gengæld højde i en ellers flot tænkt sang som Berlin, Berlin.

Julie Maria er en udsøgt fornøjelse i sin sine inderlige og dæmpede øjeblikke, og det meste falder i hak på den afstemte Gå Alene. Men på mange af de andre sange har hun problemer med at overbevise på tekstsiden, hvor der godt kunne arbejdes med flere lag.

Kom viser en sangskriver, der kæmper noget med at få formatet på plads. Det skal nok komme med tiden.