BCC: Mørke, store sange og heftig rock - ingen musikalsk grund til opløsning

Uroen rumler i BCC, hvor Glenn Hughes og Joe Bonamassa mundhugges om bandets fremtid. Men hvis Afterglow virkelig er svanesangen, sluttes der med et brag, hvor det ikke er manglende kvalitet, der skiller.

Hovedparten af sangene, som bassist og hovedkreatør Hughes er kommet op denne gang fungerer: ambitiøse, med masser af følelse og udviklinger, og sange som tilfredsstiller forventningerne om hård 70'er-farvet kvalitetsrock (a la Purple/Zeppelin, men ikke kopieret). Desuden er samspillet rent ud sagt gnistrende flere steder inkl. tændte dueller mellem Bonamassa og keyboard-spiller Derek Sherinian (som har fået mere plads til sit brølende Hammond). Og så ér Hughes selv en fremragende foredrager, uanset at hans stemme næsten kan være skræmmende anmassende.

Bare hør Bonamasa og trommeslager Jason Bonham koge i Who-inspirerede Midnight Sun. Eller tag den mægtige, indadskuende titelsang, hvor Bonamassa viser format med stor mørk lyrisk spade og i det hele taget lyder som om hans bedste solo'er leveres i netop dette selskab.

Så fortsæt nu!