Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 16-10-2012 kl. 12:05

Ultravox
Amager Bio, København,
mandag d. 15. oktober 2012

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: Henrik Hildebrandt

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,44 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Og så på en mandag...

+ Se hele galleriet

Det er ikke så længe siden det gamle hæderkronede new wave-band-med-mere, Ultravox, sidst gæstede Danmark. Det var i Pumpehuset - på en tirsdag. Denne gang foregik koncerten i Amager Bio, på en mandag. Næste gang bliver det så formentlig en søndag, hvis man skal følge logikken, og måske kan gruppen være heldige at fejre 40-45-års jubilæum på disse kanter på en højhellig lørdag, hvem ved. Nå, det jeg egentlig vil sige er, at det er ikke nødvendigvis noget drømmescenarie for et band at skulle på scenen en mandag aften, hvor stemningen selvsagt aldrig helt vil være den samme, men hvis man så forestillede sig, at gruppen ville tage lidt let på opgaven - og de er jo blevet nogle ældre herrer - så tog man grundigt fejl, for det var mildt sagt en fyldig sætliste, man fik serveret.

I modsætning til sidst gruppen gæstede Danmark var der også nyt album med i bagagen denne gang, det i mine ører hæderlige comeback, "Brilliant", og flere numre herfra blev da også præsenteret. Så kunne man forestille sig, at det skete på de gamle klassikeres bekostning, at der så at sige var skåret ned på materialet fra de tidlige firsere, gruppens storhedstid, men det var ikke tilfældet. I stedet for at skære fra, havde Ultravox valgt at lægge til, så foruden fem-seks numre fra før omtalte "Brilliant", fik man også serveret næsten hele "Vienna"-albummet, velsagtens gruppens hovedværk, samt numre fra både "Rage In Eden", "Quartet" og "Lament". Og det var godt, for selvom jeg, som nævnt, synes at "Brilliant" er hæderlig, og numrene fungerede sådan set også live, så synes jeg samtidig at det stod klart, at sat ind i en sammenhæng med materialet fra netop storhedstiden, så kunne man godt høre forskel.

Selvom der således blev præsenteret materiale af nyere dato, så var det, ikke overraskende, genkendelsens glæde, der i høj grad bar denne aften, og det fremmødte publikum lod i høj grad til at kunne deres Ultravox-bagkatalog. Det hang nok sammen med at 35-plus-segmentet var ret stærkt repræsenteret, om end der også var enkelte yngre at se blandt flokken. Man kan så påpege, at Ultravox måske først og fremmest har gang i et nostalgiprojekt, og det er muligvis korrekt, men samtidig kan man vel også argumentere for berettigelsen ud fra det faktum, at den synthrock, der både internationelt og velsagtens også til en vis grad på de hjemlige kanter har opnået popularitet op gennem nullerne, bl.a. finder sine rødder i sådan noget som Ultravox.

Og skal man nuancere en smule, så kan man måske sige, at Ultravox f. eks. adskiller sig fra sådan noget som Depeche Mode på et par væsentlige områder, de mange ligheder til trods. Vil man forsøge at sige det lidt kækt, så er Depeche Mode en gruppe, der i en vis forstand indledte karrieren med at spille rockmusik på synthesizere mens Ultravox oprindeligt var et rockband, der så begyndte at spille på synthesizere, og den distinktion kan man egentlig godt høre i gruppens musik og også fornemme på scenen.

Ultravox bygger ofte sine numre op omkring nogle forholdsvis traditionelle rockstrukturer, intro, vers, omkvæd, bro, solo, den slags, men presser denne formel via ikke mindst lydbilledet, og på scenen fremstår de på mange måder som et rockband. Hvor synthesizeren hos mange fuldblodselektroniske navne er en maskine, der måske først og fremmest forprogrammeres for så i det store hele at afvikle i en koncertsituation, så håndspilles synthesizerne i høj grad hos Ultravox, måske primært eksemplificeret ved Billy Currie og dennes særdeles karakteristiske soli, hvor den ikke får for lidt på modulation, filter og portamento.

Gode musikere
Netop Ultravox' evner på en scene som musikere, respekten for det musikalske håndværk, løfter gruppen op i koncertsammenhæng, og det er en primær årsag til de fem stjerner herfra. De fire bedagede herrer spiller og synger ganske enkelt godt. De er tight og har god fornemmelse for hinanden, og selvom arrangementerne i det store hele er ganske stramme, så er der, indenfor rammerne, også plads til lidt improvisation her og der, typisk når Currie fyrer løs på en solo, enten på tangenter eller bratsch - og må jeg hertil tilføje, at der ganske enkelt er for få bratsch-soli i rockmusikken generelt!

Cann er særdeles tight på sine trommer, til tider som de maskiner han spiller op i mod, og det samme er Cross på sin bas. Velan, man kan da nok høre, at Ure er blevet ældre, men han leverer stadig en god vokal, der - i øvrigt ligesom musikken i det hele taget - svinger fra det indadvendte og undertrykte til det næsten punkagtigt aggressive. Også lyden var gennemgående god, niveauerne lå godt de forskellige musikere imellem, om end frontlyden godt kunne have været lidt højere.

Koncerten var, som sagt, ganske lang, og blev afviklet over to sæt, og hvis det måske var som om første sæt var en smule ramt af det-er-jo-mandag-aften, så livede tingene mere op i anden omgang, hvor også gruppen selv virkede lidt løsere i koderne. Dog; der var meget lidt kontakt musikerne og publikum imellem sådan rent verbalt - der blev stort set ikke sagt et ord fra scenen hele koncerten igennem, og det kan man så mene om hvad man vil. Personligt havde jeg ikke noget problem med det. Anekdoter og introduktioner kan fungere fint, hvis musikerne føler for det, og det tror jeg ganske enkelt ikke er tilfældet hos Ultravox. Og musikken klarer sig såmænd også fint på egen hånd.

Skal der, på falderebet, være plads til lidt konstruktiv kritik, så synes jeg altså godt at det trænede øre kan høre, at gruppen i dag betjener sig af soft-synth-erstatninger af de gamle analogkasser, og det er ikke altid en fordel. Bevares, der er næppe tvivl om at det er lettere for Ultravox at betjene dette setup end en samling gamle og måske efterhånden noget ustabile analoge synthesizere, og det skal også til gruppens fordel siges, at mange af soft-synth-immitationerne kommer ganske tæt på og klarer sig godt. Men det skurrer ikke helt på samme måde, så måske kunne man overveje at medbringe en enkelt ARP eller Moog ved siden af soft-udstyret. Der er jo ingen, der siger, at man nødvendigvis behøver at medbringe de største og mest ustabile af slagsen.
 
Alt i alt leverede Ultravox dog en god koncert, hvor især det gamle materiales styrke og musikernes indiskutable evner trak stikket hjem.