Anmeldelse / Live / Lørdag d. 20-10-2012 kl. 00:40

Kirsten og Marie, med Young Dinosaur
Dexter, Odense,
fredag d. 19. oktober 2012

Anmeldt af Morten Gottschalck

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et par højdepunkter og en del skurren på Store Hårdag på Dexter

Aftenens to bands består af meget unge mennesker, som har turneret sammen i et stykke tid. Pladerne i merchandise-boden er enten gratis eller på tilbud, og smilene er store på scenen. Drømmen er gået i opfyldelse, og tillykke med det.

Young Dinosaur
Først træder fem meget unge gutter ind, og trækker i hvert sit instrument og stort hår. Uden et ord river de os ud på en buldrende tur af psykedelisk indierock og britpop i ét. Jeg tænker hurtigt Stone Roses, det helt tidlige Blur og lidt Kula Shaker, men snart viser det sig at der hverken er tematisk sammenhæng, catchy funky rytmer eller stemmen. Var det ikke for søndagstøjet, kunne dette godt være øvelokalet.

Til gengæld er der energi nok til at lægge det kvindelige landshold i curling ned tre gange. Med undtagelse af det sidste nummer er hele sættet bundet sammen af små kunstneriske musikalske vignetter, som fungerer rigtig godt og overbevisende, til trods for at vi ikke får mulighed for at klappe undervejs.

Young Dinosaur har fat i noget interessant. De har modet til at prøve, men ikke erfaringen til at få klokkerne til at ringe. De har inspirationen, men ikke evnerne til at få det hele ud. De har instrumenterne og kundskaberne, men endnu magter de ikke at skrue ned og gøre det lækkert. Mere er ikke nødvendigvis bedre. Især trommeslageren kunne bruge et kursus i at trække vejret. Han hamrer manisk løs på sin hi-hat og sit bækken, som var det VM i Guitar Hero for Asbergers, og det lægger et tyk slør af klirrende støj hen over ALT. Man går helt lyst til at rejse sig og sige "hey, slap dog lige af med det der."

Jeg vil bestemt opfordre dino-drengene til at klø på. Jeg tror der er noget godt i vente, for det er ikke det sædvanlige provinsdanske, blødsødne indie-piverock, bandet disker på med. Det er faktisk en ret spændende tilbageskuen mod fremtiden! 3 store stjerner.

Kirsten og Marie
Efter tæskeholdet har vi en pause, efterfulgt af tvillingerne Kirsten og Marie, med påspændt guitar. Jeg kan godt lide deres plade. Den er udmærket, og summer fint i baggrunden på mit anlæg.

Numrene er drevet af pigernes vokaler. Produktionen på pladen er i orden og numrene fint sat sammen. Men her til koncerten kommer den mindre heldige side frem. Vokalerne bliver desværre skærende og ensformige uden for studiet. Når tvillingerne går en oktav op, hvilket de gør på stort set alle numre, bliver de lyse vokaler til altoverskyggende støj, på samme måde som trommerne hos dino-drengene. Det bliver larmende, og det er det ene problem. 

Det andet problem er, at stemmerne ikke rører ved noget som helst i mig. Jeg får ikke den mindste følelsesmæssige trækning under koncerten, og den snert af stemning, musikken frembringer, er i bedste fald så tynd, som havde man brygget et badekar te på ét tebrev. Et nummer præsenteres som "en politisk sang, en anti-krigs sang..." og fremføres derefter uden skyggen af indlevelsesevne. Krig er vist kun noget, pigerne har haft om i skolen. Lidt bagtanke ville pynte.

Koncept og håndværk
Det er en fed idé at hente inspiration fra 60'erne og 70'erne på denne måde, og Kirsten og Marie har både et par gode numre og flere fine musikalske indslag, men intet stort mormor-hår eller indøvet strengeplukkeri kan skjule, at duoen har et problem i selve kernen af deres koncept: Nemlig i vokalerne. 

Jo, guitarspillet er helt og aldeles fermt, men fylder en smule for meget i forhold til hvor meget det kaster af sig. Det lykkes flere gange for backing bandet at løfte stemningen, men den tager aldrig form og smag. Nogle af melodierne er simple og holder derved en vis ynde, men de støjende vokaler, den lidt for entusiastiske trommeslager og den ekstra guitarist, som roder med sine kabler, gør det mere skurrende end snurrende. En skam.

Jeg er dog sikker på, at pigerne med alderen får meget mere at byde på. Når livet har knust deres hjerter et par gange, og de har padlet rundt på den store sø af følelser, som binder os mennesker sammen, så bliver den rene, naive spilleglæde, de viser på scenen, erstattet med noget større, som kan kaldes rigtig kunst. Lad dagen oprinde. Må modgangen være med jer.