Chris Isaak: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Chris Isaak, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Chris Isaak: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Fredag aften befandt Det Kgl. Teater sig i noget, der bedst kan betegnes som en tidslomme. Her tænker jeg ikke på en klassisk Bournonville-ballet eller en stort opsat opera af Mozart, Verdi eller Wagner. Næh, det var Chris Isaak, der havde lagt vejen forbi for at give en opvisning i, hvor fornemt hans vemodige hjerteknusere går i spænd med den klassiske rock'n'roll, som den nu blev spillet, da vores (bedste)forældre befandt sig på den ungdommelige side af datidens generationskløft.

Nok stod der som vanligt "Ej blot til lyst" over scenen. Men fra tonerne af Elmer Bernsteins "The Man With The Golden Arm" varslede Chris Isaaks ankomst, var der i den grad dømt fest for og med det fra starten begejstrede publikum. Fest var dog måske ikke det første man tænkte på ved synet af bandets sorte outfit, der fik dem til mest af alt at ligne et sjak vagtmænd på en pengetransport. Isaak selv troppede til gengæld op i nobelt jakkesæt – i klart rødt, tæt besat med pailletter. Ligheden med Elivs Presley var ikke tilfældig, men absolut tilsigtet og uundgåelig.

Den musikalske nerve vibrerede fra de første toner af den indledende "American Boy". Ikke i form af nymodens fortolkninger og improvisationer, men med en indføling, charme og sans for timing, der ikke kunne undgå at sprede sig til den sparsomme danseplads mellem Gl. Scenes fastspændtes stolerækker.

Vi fik allerede som tredje nummer "Blue Hotel", der bærer en stor del af ansvaret for, at Chris Isaak står som eksponent for velklingende vemodige sange om knuste hjerter og fortabt kærlighed. Straks derefter kom den musikalske mundvig dog opad igen, da Isaak under "We Got Tomorrow" gik ned blandt publikum, ja faktisk helt op på 1. balkon, om end han dog ikke havde formastet sig til ligefrem at bryde ind i kongelogen, da han råbte ned til trommeslageren: "Se, nu er jeg dronningen".

Charmerende entertainment

Både Chris Isaak og hans solidt sammentømrede band befandt sig mere end almindeligt hjemmevant i rollen som entertainere. Numre som "Want Your Love", "San Fransisco Days" og "Somebody's Crying" blev afleveret stramt, men med lune, som når Isaak igennem et nummer kæmpede for at skygge for med-guitaristen Hershel Yatovitz, så denne ikke fik for meget plads i projektørlyset. Det var dog kun spil for galleriet med en besætning, der som hold navigerede utvunget mellem soli og baggrund.

Isaak takkede publikum varmt for at være troppet op for at støtte den levende musik. Måske var mange til stede for at genopfriske minderne, hvilket en ofte grånende og for mændenes vedkommende vigende hårpragt kunne tyde på. Der var dog også det unge par lige foran mig, der kærligt omfavnede hinanden til "Best I Ever Had". De havde i hvert fald medbragt de to mest afgørende ingredienser til en kærlighedsaffære, selv om trommeslageren nu mente, at det da måtte være … en sombrero og en rulle gaffatape.

Tre piger blev hevet op på scenen for at danse med på "Baby Did A Bad Bad Thing" og med-guitaristen tog sin egen tur ud blandt publikum, der desværre aldrig helt fik gang i den glade dans, som Chris Isaaks musikalske univers eller så indlysende indbyder til. Til gengæld kunne kæreste- og ægtepar endnu engang gribe ud efter hinanden til "Can't Help Falling In Love". Et nummer, der kunne være faldet ned på den forkerte side af det vamle, hvis det ikke var for Isaaks ironiske og skælmske opfordring til, at de, der var mødt op alene så til gengæld kunne tænke over, hvorfor de netop var der ... alene.

En hyldest til traditionen
Det kan være en risikabel affære at kaste sig over klassikere som Johnny Cashs "Ring Of Fire", Elvis Presleys "Now Or Never" og Jerry Lee Lewis' "Great Balls Of Fire". Chris Isaak slipper nu både godt og overbevisende fra det på sin seneste cd, "Beyond The Sun", en hyldest til det legendariske Sun-studie i Memphis, Tennessee. Denne fredag aften blev Isaak hjulpet godt på vej af blandt andet Scott Plunkett, som faktisk ikke havde behøvet de kunstige flammer fra klaveret under sidstnævnte nummer for at understrege, at han havde stået musikalsk i lære hos Jerry Lee himself – og bestået.

Chris Isaak takkede af efter 21 stramt afleverede og koreograferede numre, men blev klappet ind til fire ekstranumre. I første omgang gav Hershel Yatovitz et forrygende instrumental-nummer, "Super Magic". Ta' den, Hank Marvin!

Derefter kom Chris Isaak ind, iført en mellemting mellem en diskokugle og en miniature-spejlsal. En genbrugt gimmick, nuvel, men han er nu tilgivet, når han i dén grad kan vise, at også andre end Roy Orbison kan få en "Pretty Woman" helt op ringe. Under nummeret blev der pustet en kæmpekvinde op bag bandet. Ikke en botox- eller silicone-pumpet en af slagsen, som nu for eksempel Rolling Stones bruger. Næh, det var selvfølgelig en indtagende 50'er-starlet, helt i tråd med den musikalske tradition, som Isaak forvalter med stor ildhu.

Det siger sig selv, at Chris Isaak er ikke den store fornyer. Man kan til gengæld heller ikke sige, at han bare tusser rundt og støver klenodierne fra Sun-studiet af i det rock-historiske museum. Han binder enderne fornemt sammen, så slentrebas, synkrondans med bandmedlemmerne, attitude og crooner-stemme stadig giver mening, både for ham selv og for det begejstrede publikum denne fredag aften i Det Kgl. Teater. Hvis Sam Philips, Johnny Cash og Elvis Presley ellers kiggede med deroppe – eller -nede – må det have været med stor tilfredshed.

 

Chris Isaak spiller på Train i Aarhus 24. oktober. Køb billet via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA