Anmeldelse / Live / Lørdag d. 20-10-2012 kl. 08:34

Halestorm
Beta, København,
fredag d. 19. oktober 2012

Anmeldt af Christian Weigel
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Stærk melodisk powerrock lagde grunden til en skøn rockfest

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke, der var en eneste blandt det forholdsvis lille publikum, der ikke følte sig godt underholdt denne lune fredag aften i København. De cirka 150 billetter, der sælges til koncerter i Beta var for længst revet væk. Efter at have overværet denne magtdemonstration undrer det mig ikke en meter. Der var ganske enkelt smæk for skillingerne hele vejen igennem. Der var da nogle skønhedsfejl undervejs, men det skal ikke ødelægge hovedindtrykket af et band, der har et oprigtigt ønske om give publikum et musikalsk los i røven med et glimt i øjet.

Vi fik en opvisning i, hvor simpelt det kan gøres. Amerikanske Halestorm kan skære en god rocksang. Selv om meget af det er hørt før, kan de alligevel sætte det sammen på en måde, så sangene får deres eget præg. De er mestre i fede riff, de holder fast i den gode melodi og tilsætter power i imponerende grad. De har et oprigtigt og befriende nærvær, som da også fik publikum op på dupperne hele vejen igennem.

Efter at have rålyttet til Halestorms andet og nyeste album "The Strange Case of..." fra 2012 var jeg meget spændt på, om de kunne holde niveauet fra albummet, der efter min mening er et imponerende flot rockalbum, der viser, at de har et stort potentiale. Halestorm debuterede først i 2009 og kan således ikke betragtes som rutinerede, hvilket måske forklarer det lille spillested. Hellere spille for en fyldt klub end en halvtom koncertsal. De er dog kendt for at spille langt over 200 jobs om året.

En stærk sætliste baseret på bandets to udgivelser
Koncerten lægger ud med åbningsnumrene "Love Bites (So do I)" og "Mz Hyde" fra deres seneste udspil. En hård og brutal start, der lægger linjen fra starten. Der er tryk på, og man kan ånde lettet op, da bandet allerede her viser, at de kan formidle den power, der oser ud af albummet.

Åbningsnummeret fra bandets første udspil "It's Not You" har et fedt riff, og forsanger Lzzy synger som om, hun virkelig mener det: "I'm in love with somebody and it's not you". Kontant afregning, uden at det dog bliver beskidt og fuck you-agtigt. Faktisk virker teksterne særdeles autentiske, hvilket måske skal tilskrives Lzzys evne til at formidle bandets sange. Hun har en god stemme og er overbevisende både, når hun synger rock, og hun kan samtidig vise en mere følsom side. I de rockede sange har hun dog i løbet af koncerten en tendens til at skråle i stedet for at synge. Måske fordi brormand Arejay Hale på trommer sider bag hende og spiller sine trommer så fandenivoldsk, at man tror, det er løgn.

"Freak Like Me" leveres stærkt, og nerven er intakt. Sjovt nok beskriver mange af teksterne Lzzy som en strid bitch. Det står lidt i kontrast til den udstråling, hun faktisk har. Selvom om hun er lidt fræk, virker hun både sød og uskyldig på trods af netstrømper og kort lædernederdel. Men måske hun i virkeligheden er en vildkat. Det virker bare ikke sådan. Der er absolut intet freak over hende, hvilket måske medvirker til, at sangene ikke virker så grumme som de signaler, teksterne flere steder lægger op til. Dette mener jeg er en klar fordel, da det får sangene til at virke friske og cool.
 
Næste nummer, "Dissident Agressor", er et gammelt Judas Priest-cover, der er okay, men måske virker en anelse ligegyldigt. "Rock Show" serveres skarpt inden Halestorm sænker tempoet en anelse.

Drengene forlader scenen, og Lzzy stiller sig ved keyboardet og leverer alene balladen "Break In". Meget modigt og viser, at pigen har talent. En smuk sang, der fortjener det store bifald. Den første af aftenens overraskelser er "Private Parts", der er bonus nummer på "The Strange Case of ...". Endnu en ballade, der giver plads til en duet mellem Lzzy og guitaristen Joe Hottinger.

Efter "Familiar Taste of Poison", der efter min mening er koncertens svageste led, får vi noget så sjældent som en seværdig trommesolo. Arejay Hale på trommer spiller nærmest en lang trommesolo hele vejen igennem koncerten. Det er sjældent at trommeslageren i den grad tager føringen, men han er meget synlig, og han er god. Soloen er fuld af tempo og spas, og opvarmningsbandet Heaven's Basement kommer på scenen og hælder øl i Arejay, mens han spiller. Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han tager et par megastore trommestikker frem og tæsker løs på trommerne. En glad dreng, der uden tvivl er et talent bag trommerne. En gimmick, der holder, fordi han leverer den uden at tage sig selv for alvorligt.

"You Call Me a Bitch Like It's A Bad Thing" sidder lige i skabet, mens "Dirty work" og "I Get Off" egentlig er en lidt tam afslutning på selve koncerten. Ikke fordi de leveres skidt, men de har bare ikke den glød, som de øvrige sange har. Jeg havde hellere set "Don't Know How to Stop", men sådan vil det jo altid være.

Efter et brøl fra publikum kommer Halestorm tilbage på scenen, og Arejay spiller introen til "Daughters of Darkness", da publikum uopfordret begynder at synge den karakteristiske singalong intro. Lzzy ser et øjeblik lidt forvirret ud, da sangen ikke står på sætlisten, men de fortsætter, og der skråles både på scenen og i salen. Stemningen er helt i top, og vi får ørehængeren "I Miss the Misery", der er et af de der numre, hvor alt bare falder i hak. En stærk sang, der fortjener at blive et hit. Med bajere i hånden slutter bandet af med den melodiske "Here's to Us".

Rockfest med enkelte skønhedsfejl
Sikken herlig aften for de tilstedeværende. En stor positiv overraskelse, der giver lyst til mere. Så er det jo herligt, at Lzzy kunne bekendtgøre, at Halestorm vender tilbage til København den 25. marts, hvor de spiller i Pumpehuset. Det bliver efter aftenens performance at dømme en rockfest baseret på power, melodi og spilleglæde. Jeg kan ikke give den sidste stjerne, da der var enkelte skønhedsfejl undervejs. Dette skal dog ikke tage fokus fra, at Halestorm gav os et kærligt los i vores musikalske røv. Sådan!