Anmeldelse / Live / Søndag d. 21-10-2012 kl. 06:17

Terakaft
Global, København N,
lørdag d. 20. oktober 2012

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Torben Holleufer

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ørkenekspressen imponerede igen

Det har været en sørgelig historie at følge tuaregbands fra det nordlige Mali det seneste år. For i hele området fra Timbuktu og op til Kidal og Tessalit regerer en uskøn blanding af banditter og religiøse mørkemænd, og et af resultaterne er, at det pludselig er blevet svært at få visum ud af landet. Foreløbig har det blandt andet ført til, at Terakaft ikke dukkede op på Roskilde Festival og siden, at vi måtte undvære den fænomenale sangerinde, Khaira Arby.

Derfor var det en glæde, at tre fjerdedele af Terakaft havde fundet vej til Nørrebro, ledsaget af en til lejligheden hyret perkussionist fra det beslægtede franske orkester, LoJo. Og at de - efter lidt begyndervanskeligheder - igen satte deres helt egen standard for, hvordan den rå og vuggende ørkenblues skal spilles. I centrum var som vanligt Sanou Ag Ahmed på leadguitar og sang og Liya Ag Ablil kaldet Diarra - Ag betyder "søn af" på tamashek - og specielt førstnævnte havde bygget endnu mere på sit guitarspil, siden sidste koncert på Global.

Terakaft har et spritnyt album i bagagen, og vi fik et par numre fra det, men også ting fra de første album, hvor bandet mere end lever op til broderbandet, de mere berømte Tinariwen. Det blev en koncert, hvor et tryllebundet publikum blev lullet længere og længere ind i de tranceskabende forløb, og hvor kald-svar versene på tamashek blev fulgt op af Sanous egen fortællende guitar, som lidt minder mig om en Jerry Garcia fra hedengangne Grateful Dead.

Et vidunderligt blues'et forløb, som løftede sig mere og mere. En no-nonsense-optræden, hvor de turbanklædte ørkenmusikere trådte dansen, mens de spillede en storm op.

Terakaft er - selv uden den normale perkussionist - et mageløst orkester.