Anmeldelse / Live / Mandag d. 22-10-2012 kl. 05:14

Rival Sons
Lille Vega, København,
søndag d. 21. oktober 2012

Anmeldt af Rasmus Heide
Foto: Michael Boe Laigaard (www.michaelboe.com)

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Skønhedspletter fjerner ikke glansen fra rockens nye sønner

Da californiske Rival Sons søndag aften gæster Danmark for tredje gang i 2012, står GAFFA klar med den spidse anmelderpen. Ved forårets to besøg røg der hver gang seks stjerner ind på rivalernes konto for to uhyggeligt velspillede og veloplagte koncerter. Dengang turnerede de med forrige års "Pressure And Time"-album, bandet var nyt for de fleste og havde alt at bevise. Nu er anledningen den splinternye skive, "Head Down", som ikke på samme måde springer lytteren i møde, og hvad betyder den og den korte ventetid siden sidste koncert?

Kåde københavnere
Også for tredje gang i år varmer kompetente Machine op for Rival Sons. Det er ikke tilfældigt. De kåde københavnere vil fremad i bussen og leverer et intenst sæt med flere medrivende gengangere fra sidst og et enkelt lovende nyt nummer. Energien og humøret er helt oppe, sandsynligvis hjulpet godt på vej af, at Rival Sons' trommeslager danser lystigt rundt til deres musik ude i kulissen.

Lille Vega er så udsolgt, at sent ankommende koncertgæster passes op ude på fortorvet af trængende, der spørger efter billetter til overs. Efterhånden som klokken nærmer sig 22, fortsætter stemningen sig foran scenen. Fadøllene og de voksne rockmænd og koner står tæt, da scenetæppet trækkes fra før tiden. Der breder sig et taktfast, insisterende "Rival Sons! Rival Sons! Rival Sons!"

Rival Sons kører seriøst på med at opbygge ry og rygte som et af tidens hotteste livebands. Det skal vi få et eksempel på i aften, selv om de virker en knivspids mindre sultne denne gang.

Urkraft i stemmen
De tre første numre leveres som knaldperler på en snor, der ikke efterlader plads til andet end begejstring. Forsanger Jay Buchanan er i god kontakt med sit publikum. Sidst blev der ind imellem kaldt op fra jorden til den karismatiske sanger. Stemmen sidder fortsat præcis lige der, hvor den skal, og han bruger den med uformindsket styrke hele aftenen igennem. Her ligger et af Rival Sons allermest potente våben. Jay Buchanan synger igennem med enorm urkraft – for i næste øjeblik at snævre sig ned til en delikat vibrerende hvisken. Imponerende.

Et andet våben er Scott Holidays utrætteligt foranderlige guitar, der takket være et væg-til-væg tæppe af effektpedaler og en ekspertagtig håndtering kaster sig rundt i den ene solide sound og spillestil efter den anden. Aldrig kedelig, hele tiden fremadsøgende. 

Indianerrock
"Manifest Destiny #1", der på det nye album varer otte minutter takket være en ordentlig røvfuld guitarsolo, ligger allerede som fjerde nummer i sættet. Det fortæller den rystende historie om den hvide mands selvretfærdige overtagelse af de nordamerikanske indianersletter, og med sin lange guitarsolo genfortæller Scott Holiday en af utallige nedslagtninger af den oprindelige befolkning. Soloen har ikke samme nerve som på albummet, men det massive, sitrende og uforståeligt simple tre-toners riff truer med at opsluge os.

"Until the Sun Comes Up" er Rival Sons' bud på et rocket pophit, der kan sætte gang i enhver havefests hæmningsløse dansestadium ud på de små timer. Det må prøves. Til gengæld lever "Wild Animal" ikke op til hverken titel eller tekst; Jay river den fint af sig som dyrisk rebel, men tampe-rocken bag er præget af tomgang under bandets sædvanlige standard.

På vej mod mæt
Den underspillede, tænksomme "Jordan" er noget så sjældent som en ballade, der ikke inspirerer til småsnak i salen. Nummeret handler om at give slip på f.eks. døende forældre, og den indfølte vokal isner ned ad rygraden. Temaet skiller sig ud fra resten af sættet, og Jay undskylder, men det er der ingen grund til. 

I "All the Way" fremlægger Jay sin fortid som uvorn knægt, der senere fandt sit kald og energien til at gå efter målet. Han nærmest taler versene igennem, og helt uventet skråler Lille Vega med på omkvædet. I det hele taget koger den propfyldte, lavloftede sal af hengivelse. Men flere steder mistænker man bandet for at være en lille smule tilbagelænede over for det loyale publikum; i foråret var Rival Sons meget sultne på at bevise deres værd. I aften prædiker de for den allerede troende menighed. 

Bluesmedleyparty
Det ordinære sæt slutter af med en lang blues-ekstase i "Get What's Coming". Efter første ekstranummer, "Pressure and Time" – det nærmeste, Rival Sons endnu er kommet på et rigtigt hit – får vi mere hvid-mands-fuldblods-bluesjam – først i "Soul" (som ikke stod på sætlisten, men som flere publikummer skriger på) skarpt skruet sammen i medley med "I Want More" og "Save Me". Hele molevitten slutter af med en trommesolo. Det er selvsamme berusende jam, som bandet gav tidligere på året, og selv om hverken intensitet eller spilleglæde fejler noget, så er det stadig en repetition.

Rival Sons viser måske små tegn på træthed efter tre-fire års intens turneaktivitet, men de lægger fortsat nye troende til deres flok, og trods skønhedspletterne var deres tredje Danmarksbesøg i 2012 ikke noget at vrænge på næsen ad.