Ønskværdige talegaver i uoriginal indpakning

For godt et år siden indtog Rum 37 den danske musikscene med deres selvbetitlede ep, og kvartetten følger nu med Mellem Rum. Albumdebuten rummer en række veldrejede poprocksange i samme vene som Morrissey og Kent. Det lyriske element vejer tungt, og frontmand Kristian Helmuth skyder atter med skarpt med ti ambitiøse fortællinger om livets overgange – og undergange.

Musikalsk set er numrene neutralt og uprovokerende skåret og produceret efter en klassisk popopskrift. Dette bevirker, at de i underbevidstheden for det meste kategoriseres i den mere letsindige ende af popspektret; en genre, hvor man normalt ikke bliver udfordret med livets store spørgsmål. At der her synges på dansk gør, til en vis grad, indholdet mere tilgængeligt, men i sidste ende stiller det for store krav til lytterens opmærksomhed at skulle holde fokus på dyb lyrik, når numrene musikalsk set trækker albummet bagerst i køen af sanselige indtryk. Ærgerligt, for lyrisk set har Mellem Rum væsentligt mere at byde på end størstedelen af genrefællerne.

Rum 37 lader til at ville og kunne mere, end de opnår med Mellem Rum. De velkendte musikalske virkemidler rammer bredt, men den manglende originalitet medfører, at man som lytter desværre ikke inspireres til at investere sin fulde opmærksomhed i pladens mere underfundige kvaliteter.