+ Sætliste
- Desire Be, Desire Go
- Music To Walk Home By
- Solidtude
- Endors Toi
- Mind Mischief
- Elephant
- Feels Like We Only Go Backwards
- Why Won't You Make Up Your Mind
- Keep On Lying
- It Is Not Meant To Be
- Apocalypse
- Be Above It
- Runaway Houses, City, Clouds
- ---
- Half Full Glass of Wine
Tame Impala
Lille Vega, København,
mandag d. 22. oktober 2012
| GAFFA |   |
5 stjerner |
| Læserne |
 
|
4,00 stjerner i snit (efter 4 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Albumaktuelle australiere leverede mesterligt psykedelisk håndværk
Det er en taknemmelig ting at spille psych-rock, og man må sande, at Tame Impala ikke ligefrem opfinder den figurative dybe tallerken. Bandet bygger ganske enkelt, om end på mesterlig vis, deres kunst på et halvt århundredes erfaring, men når det så er sagt, er det bestemt ikke en smal sag at genskabe historisk magi med den præcision, australierne lægger for dagen. De er komplet uoriginale til et niveau, hvor det bliver et kunststykke i sig selv.
Live bliver genren ikke mindre taknemmelig, og det virkede nærmest som en formalitet for Tame Impala overhovedet at dukke op, for koncerten havde de allerede spillet inde i mit hoved hele eftermiddagen. Jeg havde allerede set det ske: bandet ville dukke op 25 minutter for sent, vævende, vaklende i en stofrus, mens de 10-15 minutter lange improviserede guitarsoloer voldtog mine øregange med et smukt kaos af knas, skrat og feedback.
Så det var ikke uden en vis sanselig dissonans, at jeg overværede fem sobre håndværkere nøjagtigt genskabe de uldne guitarriff i åbningsnummeret "Desire Be Desire Go", eller med kirurgisk præcision flænse lokalet i to med "Elephant". Det hele blev leveret i imponerede lighed til bandets to studiealbum, dog med minutiøst indøvede variationer og hele arsenalet af livemusikalske virkemidler: trommesoloer, uforudsete breaks, og alternative repeterede b-stykker. Givet, der er ingen undskyldning for at dukke op uforberedt, når man bygger sit håndværk på 50 års empiri, men Tame Impala mestrer, ligesom på deres to plader, genren til perfektion. Tilføj hertil en af de mest kyndige lydtekniske præstationer, jeg længe har lagt øre til – bandets lydmand fortjener simpelthen en medalje.
Det var en sært kontrolleret og planlagt aften i den psykedeliske rockmusiks tegn, og dem, der foretrækker deres psykedelikere vilde, påvirkede og musikalsk utilregnelige, gik uden tvivl skuffet hjem. Til resten af os var Tame Impala sendt fra himlen.
Følg Tame Impala
tryk på hjertet
23-10-12 12:41
Men jeg synes mere bandets lydmand fortjener en ørefigen eller en huskekage, end en medalje... Særligt under de første par numre, druknede vokalen fuldstændig, og generelt var der bare for meget distortion, selv til en syrerock-koncert.
Dette ændrer dog ikke på at det var en god oplevelse, jeg er vild med deres lydunivers, også selvom det er nedarvet ;o) Og kommer meget gerne igen for at se dem live, skæve eller ikke skæve!
23-10-12 12:58
24-10-12 21:14
25-10-12 09:34
Men det har jo som sådan ikke rigtig noget med koncertoplevelsen at gøre ;)
25-10-12 18:20
26-10-12 14:47
26-10-12 21:32
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.