Anmeldelse / Live / Onsdag d. 24-10-2012 kl. 12:25

John Cale
Kampnagel, Hamburg,
tirsdag d. 23. oktober 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Ole Lauritsen, http://www.olelauritsen.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fra en kondemneret bygning i Ludlow Street

Arkivfoto

"Extra Playful" hed sidste års ep-forløber for dette års album med den dejlige titel "Shifty Adventures in Nookie Wood". Og det er just, hvad den i dag 70-årige walisiske rock- og avantgardemusiker Cale stadig er: Legesyg. Og det i en grad, at en klassikerparade fra manden er sådan cirka det sidste, man skal forvente – hvordan sådan en så ellers ville se ud i tilfældet John Cale.

Sidste efterår gav han en glimrende koncert på aarhusianske VoxHall, aflyste en anden i Vega og opførte hele "Paris 1919" i Malmö Operahus. Måske er det derfor, Cale nu – i kølvandet på sit nye album – ikke kommer forbi Danmark. Og dermed derfor, at GAFFA er i Hamburg og oven i købet indkvarteret på hedonismens hovedgade Reeperbahn, hvor fristelserne i form af sex, stoffer og andet godt er legio.

Dekadencens frugter 

I aften indtages dekadencens frugter dog i mere destilleret form, for Cale indtager Kampnagel på Jarrestrasse. Det er et af de her steder, som de – i modsætning til derhjemme – stadig har hernede: uprætentiøse og ikke alt for store venues, som formår at præsentere forholdsvis prominente navne uden af den grund at forfalde til det mondæne og sterile; oplevelsesøkonomien, nu-skal-vi-ud-og-være-kulturelle og fadøl til 55 kroner.

Cale og hans tre unge backingmusikere lægger kontant ud med en fuldt udfoldet "Captain Hook" fra den desperate og destruktive "Sabotage Live" fra 1979. Og allerede her er det tydeligt, hvor kompetent backing, der er tale om; bassisten brillerer, og guitaristen indtager med sin bastante lead den prominente rolle, han skal udfylde resten af aftenen.

Cale selv, iført stramme jeans, ternet habitjakke og sølvhvidt hår, proklamerer allerede efter andet nummer, at "der kommer mange nye sange... så spænd sikkerhedsbæltet". Og sådan bliver det.

At det nye materiale med få undtagelser langtfra matcher mesterklassealbum som "Slow Dazzle", "Helen of Troy" og "Paris 1919" demonstreres dog også i aften. Sådan må det måske nødvendigvis også være, når man som Cale insisterer på at være i evig artistisk bevægelse. Og derfor i en vis forstand også uundgåeligt i en bevægelse væk fra sine egne væsentligste værker.

"Jeg havde brug for en producer, men jeg fik en manisk kunstner", har kollegaen Patti Smith engang sagt om sit samarbejde med Cale. Og man forstår, hvad hun mener.

Fryd og ubehag 

"Scotland Yard", "Praetorian Underground" og "The Hanging" rager op i sættet, og det er en særdeles velkommen overraskelse da "Slow Dazzle"-skæringen "Guts" skydes i gang. Siden får vi desuden en ekstensiv udgave af "Helen of Troy", hvor Cale bevæbnet med elektrisk guitar også hvæser et omskrevet vers fra Cohens "Hallelujah":

"I heard there was a secret chord that David played and it pleased the lord / but we don't give a shit about music, do we?!". Det gør Cale og band imidlertid tydeligvis i ganske høj grad, og Cale bedyrer da også efterfølgende at han ikke mente det.

Man lytter og ser på med samme blanding af fryd og ubehag som ved et glædeligt gensyn med Polanskis "The Tenant" eller Lynchs "Twin Peaks", idet Cales sæt også iaften bringer ekkoer af glansperiodens latente paranoia og distance. "She cried for me 'cause my heart wouldn't let me" synger Cale i "Cry" med et ekko fra nøglenummeret "Not the Loving Kind", mens paranoiaen adresseres i "Scotland Yard" med linier som "Living as if you've done something wrong". 

På en knivsæg

Men Cale balancerer i aften samtidig på en knivsæg – eller et nålehoved, som han synger i "Whaddya Mean by That?" – mellem vitterligt inspirerede passager og så materiale, som er mere interessant og søgende end det er uafrysteligt stærkt.

Da jeg for nylig havde muligheden, kunne jeg ikke lade være med at spadsere forbi den adresse på Ludlow Street i Lower East Side, hvor John Cale og Lou Reed i sin tid dannede The Velvet Underground.

Det er i dag en kondemneret bygning uden vinduer i en i øvrigt uanselig gade. Uanselig har Cale aldrig været, men hans koncert i aften har det til fælles med motivet, at man i lidt for høj grad føler sig som en beskuer af et interessant og begavet (sang)værk – men måske i mindre grad for alvor engageres og inviteres indenfor.