Den Fjerde Væg og Frodegruppen 40 og Folkeklubben: Train, Aarhus

Den Fjerde Væg og Frodegruppen 40 og Folkeklubben, Train, Aarhus

Den Fjerde Væg og Frodegruppen 40 og Folkeklubben: Train, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Spil Dansk Dagen på Train var delt op i tre meget forskellige musikalske indslag, og det hele startede lidt spøjst. Klokken havde efterhånden slået ti minutter over det planlagte starttidspunkt, og eftersom det ikke ligefrem væltede ind med mennesker stod jeg kort og overvejede, hvorfor scenen endnu var tom – bortset fra instrumenterne, forstås. Men lige da tanken strejfede mig greb husets dj mikrofonen og annoncerede, at et af medlemmerne fra aftenens første band, Den Fjerde Væg, simpelthen var strandet i et tog, og ikke var kommet frem. I mellemtiden underholdt han os så med en god blanding dansk musik på anlægget. Egentlig var det lidt heldigt at der var forsinkelse, da der dukkede flere og flere mennesker op, og Train endte med at få rimeligt fyldt.

Den Fjerde Væg *****
Electro-rockerne kom på scenen omkring en halv time efter planen, men det forhindrede dem ikke i at levere en fremragende 50 minutters koncert, som var præget af intensitet, nerve og variation. Vi fik i alt ti sange, hvor af seks af dem var fra gruppens debutalbum, "Drengekys", der udkom i foråret. Lasse Aagaard, som på stort set alle numrene spillede keyboard var en slags talsmand, og det var ham, som førte ordet langt hed ad vejen. Det var nu ikke meget, der blev sagt. Tidsplanen for aftenen var stram, så der blev spillet og ikke snakket.

Vi fik en flot udgave af "Konkursfest", hvor guitarist Rune Risager gav prøver på sine evner på den elektriske guitar, og tilmed også overtog lead-vokalen dele af sangen. Det gjorde han i flere af sangene, og det var simpelthen så ærgerligt at hans lydbillede var så skramlet, at det til tider var umuligt at høre, hvad han sang. Klart, at det trækker ned. Bandet på scenen er præget af en spilleglæde og en vilje til at give sig fuldt ud. De giver en spændende blanding af pop og rock – kort og godt noget, som ikke er set og hørt før. Det poppede udtryk gav sig særligt til kende i sange som "Selvportræt" og afslutningen med "Glittertårer", der satte punktum for en formidabel koncert at starte aftenen på.

Frodeklubben 40 ***
Dette blev aftenens på alle måder mest vanvittige indslag, og det faldt mildest talt uden for i forhold til de to andre bands, men på den anden side viste det også en eller anden form for mangfoldighed, som dansk musik repræsenterer. Det var bare ligesom om publikum ikke rigtig var med på den, og frontmand Jens Blendstrups jokes faldt gang på gang til jorden uden nogen form for reaktion. Det startede ellers med en bluesagtig sag, og "Oh Else" var skam heller ikke så ringe endda. Den mindede lidt om en cha-cha-cha.

Så tog det fart – i den forkerte retning. Det var som om at gruppen på forhånd havde aftalt, at det efterhånden som koncerten skred frem skulle blive mere og mere vanvittigt. At kalde det en koncert er måske en overdrivelse. Den ene gang Blendstrup skulle synge lød det mere som en kat, der blev trukket hårdt i halen. Ellers gav han prøver på en ganske glimrende og meget levende oplæsning. Gruppen sluttede med kulthittet "John danser grøntsag", hvor Blendstrup, der netop havde hældt vand ud over sig, lå og rodede rundt mellem scenen og publikum. Jeg beklager meget, hvis det her lyder som om jeg ikke forstår en kæft af det der foregik. Det gjorde jeg – men jeg synes ikke det var særlig fedt. Og det er vel ærlig snak.


Folkeklubben *****
Den nye danske gruppe Folkeklubben skulle afslutte aftenen, og det blev gjort med manér. Gruppen (eller klubben) består af forsanger Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong på slagtøj og keyboard og Rasmus Dall, som også er kendt fra One-Eyed Mule, på guitar. Tre unge mænd, som tidligere i år udgav deres første ep, "Popsang". Hvis man, som jeg, elsker guitar – og gerne masser af det, jamen så er Folkeklubben et must. Vi fik serveret hele ep'en plus lidt ekstra. Og det var sgu en dejlig oplevelse hele vejen igennem. Kjartan Arngrim fik fortalt lidt sjove anekdoter og historier imellem numrene.

Første sang, "Nye tider" blev præsenteret som en sang, som handler om to bygninger, der betyder meget for gruppen. Den ene er Carlsberg, og den anden er psykiatrisk hospital. Så kunne man stå og tænke lidt over den indtil det kom frem, at forsangerens forældre arbejder der – altså på psykiatrisk hospital. Rasmus Dall var glimrende på guitaren og også til tider på lidt kor, og han skiftede mellem elektrisk og akustisk.  De største øjeblikke kom i akustiske indslag som "For pengene" og "Fedterøv", der sagtens kunne gå hen og blive en landeplage. Der er noget pokkers charmerende i de her drenge. Noget glæde over livet. En friskhed. Solen skinner på jer, drenge. Kom så med det album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA