Jefferson Starship: Huset, Nakskov

Jefferson Starship, Huset, Nakskov

Jefferson Starship: Huset, Nakskov

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der skal en del til at trække en almindeligt magelig anmelder med offentlig transport til Nakskov på en lørdag aften - det indebefatter fem timers natlig ventetid på Nykøbing Falster Station på hjemvejen, skulle jeg hilse og sige - hvis de gode folk omkring Huset hernede en anden gang skulle hænde at hive flere hvide kaniner op ad hatten af den type, de gør i aften.

Metaforen er ikke tilfældig, for det er Jefferson Starship som i aften er på besøg - i byen for at give koncert for blot et par hundrede mennesker i et lille lokale nogle minutter fra den bette station. Starship, som engang var Jefferson Airplane, og i den inkarnation var et af sentressernes bedste bands. Intet mindre.

Ikke bare på grund af signatursangene "Somebody to Love" og  "White Rabbit" fra '67, men takket være en hel række glimrende album fra 1966-72 med "Surrealistic Pillow" (1967), "Crown of Creation" ('68) og "Volunteers" ('69) som de kanoniserede højdepunkter, selvom også de sidste to skiver "Bark" og "Long John Silver" er glimrende.

Siden et par inspirerede og stærkt science fiction-farvede udspil fra ægteparret Paul Kantner og Grace Slick og derefter en en række album af temmeligt svingende kvalitet under Starship-navnet. Og hvad er der så tilbage idag? Well, kun et enkelt oprindeligt medlem - som til gengæld ikke er en gammel roadie eller en inferiør trommeslager, men derimod selve bandets grundlægger og mastermind, Paul Kantner, som kunne fejre sin 70 års fødselsdag sidste år. 

Musikalsk kollektiv

Foruden de lokale fremmødte er der også dukket enkelte inkarnerede fans op udenbys fra, og som en siger inden bandet går på ved ni-tiden: "hvis ikke det her er rockhistorie....vi taler en mand som både var med på Monterey, Altamont og Woodstock", med henvisning til sentressernes mest mytologiserede festivaler i henholdsvis 1967 og '69.

Og udover de yngre backingmusikere - med sangerinden Kathy Richardson i front - har Stjerneskibet oven i købet en anden vestkyst-legende med i skikkelse af Quicksilver Messenger Services David Freiberg, som indtrådte i en tidlig inkarnation af Jefferson Starship og i dag er en trind lille, venligt udseende og lidt skør gråhåret herre. 

Ikke desto mindre er der ikke engang udsolgt, jeg genkender ingen kolleger, og risikoen for at den strabadserende tur har været forgæves er da også til stede i endog ganske høj grad. Eksemplerne på mindre vellykkede, amputerede udgaver af legendariske rockgrupper er trods alt legio. 

Nuvel, hvis sammenligningsgrundlaget er Jefferson Airplane anno 1969 bliver man skuffet - men så er man også gået i byen med de forkerte forventninger. Køber man derimod præmissen om Jefferson Starship som et dynamisk, musikalsk kollektiv med Kantner som den potrygende patriark, får man faktisk fuld valuta for pengene.

Ikke bare fordi sættet er en veludført tour de force gennem en række klassikere, men også fordi Paul Kantner på sin egen stenede facon faktisk synes at være til stede, stadig er en glimrende og karakteristisk rytmeguitarist og kort sagt stadig er i stand til at puste liv i ikke mindst de psykedeliske science fiction-fortællinger, men minsandten også det politiske opråb i signatursangen "Volunteers", som iaften afslutter første sæt ekstranumre.

Ægte intimkoncert

Cathy Richardson er et kapitel for sig; hun viser sig rent vokalt som en kapabel arvtager efter Grace Slick - og der skal faktisk ikke så lidt til - men demonstrerer samtidig en lidt ejendommelig scenepersonlighed og -gestik; vekslende imellem at se teenagesur ud og kigge med et tillært stift og vredt blik ud over publikum i hvad der tilsyneladende er en misforstået kopi af det LSD-fortinnede blik, som man kan se hos Grace Slick på for eksempel optagelserne fra gruppens koncert på Woodstock. 

Med sig fra sit eget band Macrodots har hun aftenens leadguitarist,  som trods en knap så karismatisk scenepersonlighed faktisk spiller glimrende og fungerer fint i sammenhængen.

Festen åbnes med titelsangen fra "Crown of Creation" i et lokale, som er på størrelse med en dagligstue mere end et forsamlingshus - her er udtrykket "intimkoncert" for en gangs skyld ikke en floskel, men et faktum, og undertegnede står da også blot en meter foran et af mine teenageårs helt store idoler under hele seancen.

Herefter får Freiberg lov at træde frem i en udlægning af Quicksilvers "Fresh Air", og allerede som tredje sang følger "White Rabbit". Og nej, netop den sang er sgu ikke det samme uden Grace Slick (som i øvrigt også skrev den), selvom forsøget faktisk er mere end hæderligt. Og så revisiteres midthalvfjerdsernes Jefferson Starship for første gangi aften med "Ride the Tiger" og "Count on Me" i velfungerende, relativt hårdtpumpede udgaver.

Efter sidstnævnte får vi endelig et anerkendende smil fra Richardson, som komplimenterer publikums fællessang og -klap med ordene "... meget bedre end i Holland!". "Den næste sang er skrevet af Grace Slick; jeg plejede at lytte til den som barn og den fuckede mig helt op", siger Richardson som indledning til "Lather", og tilføjer med et grin: "...Og her er jeg så: mere fucked up end nogensinde!". Kantner replicerer: "....nøjagtig som os andre".

Joplins spøgelse

Kantner siger ellers ikke meget i aften, koncenterer sig om at spille og gør det godt og ofte med lukkede øjne, halvvejs siddende på en til formålet opstillet barstol. Til et tilråb fra publikum siger han dog jovialt: "de seneste år har mit andet kontor været i baren nede ad gaden. Efter fyrre års afholdenhed er der noget der skal indhentes. Det blev dog for meget, så jeg holdt op...men jeg holder stadig af at feste".

"De to ting går så godt sammen", siger han med henvisning til alkoholen og den marijuana, som han gennem hele karrieren har været en stærk fortaler for at legalisere. Efterfølgende er der da også dømt rendyrket hippienostalgi med Dino Valentis "Let's Get Together", som Jefferson Airplane inkluderede på deres allerførste album endnu inden Grace Slick kom om bord.

Siden lader Richardson 1974-hittet "Miracles" kulminere i en række fraseringer, der ikke kan undgå at lede tankerne i retning af Janis Joplin ("b-b-b-b-b-baby, yeah, etc.). Den rolle har Richardson da også tidligere påtaget sig helt konkret, både i Broadway-produktionen "Love, Janis" og som lejlighedsvis frontfigur i Joplins gamle, men stadig aktive band Big Brother & The Holding Company. 

Kraftfuld vokalist

Efter en inspireret udlægning af "Wooden Ships" forlader Kantner scenen for - som han siger - "investigate the premises for drugs or that kind of thing...". Her får Richardson så lov at fremføre en af sine egne kompositioner, som er mindre end uforglemmelig - selvom hun atter markerer sig som en ganske kraftfuld vokalist.

Siden forlader også hun og Freiberg scenen under "The Ballad of You and Me & Pooneil", hvor de resterende tre bandmedlemmer får hver deres solo. Hovedpersonerne vender tilbage og bringer nummeret sikkert hjem, og så er det regulære sæt slut. 

"Somebody to Love" og "Volunteers" er dog stadig i vente, og vi får da også lokket en enkelt politisk kommentar ud af Kantner, da et medlem af publikum råber "hvad med polerne?" med henvisning til den globale opvarmning.

"Ja, hvad med dem?....snart har de vel anlagt et strand-resort deroppe", svarer Kantner. "The Other Side of This Life" bliver den endelige afslutning på en koncert, som måske ikke har været decideret monumental. Men som har været turen værd - hvilket faktisk ikke siger så lidt i denne sammenhæng.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA