Anmeldelse / Live / Mandag d. 29-10-2012 kl. 02:20

James Burton med gæster
Graceland Randers, Randers,
søndag d. 28. oktober 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Toke Hage www.tokehage.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Legendarisk sessionguitarist holdt hyggetime i Randers

Selv den professionelt venlige modtagelse er King Size og rammerne nøjagtigt så corny som de skal være på en så grundlæggende paradoksal lokalitet som Graceland Randers. Efter at have entret den opslåede gitterport bevæger man sig op mod huset ad en flisegang, hvor Presleys stemme kommer den besøgende i møde fra små højtalere i plænen. På førstesalen er rækker af røde plyssæder linet op, mens væggene er prydet af plakater fra kongens omfattende filmproduktion. Baggrundmusikken....tjah, gæt selv.

Anledningen til aftenens besøg på Graceland Randers er dog hverken den imponerende samling af Presley-memorabilia eller for den sags skyld en reportage om en fankultur langt ud over det sædvanlige. Det er derimod, at en veritabel guitarlegende er i huset: James Burton, mine damer og herrer, i dag 73 år gammel og i front for Presleys backingband TCB Band fra 1969 og frem til kongens død i '77.

Men hvis stjerneskær for denne signatur mindst lige så meget handler om hans arbejde med Merle Haggard, Gram Parsons og, siden, Emmylou & The Hot Band. I aften er den mildest talt rutinerede guitarist flankeret af en række danske gæstevokalister og ditto band bestående af blandt andre Dan Hemmer på tangenter, Troels Skærbæk på bas og den ene halvdel af countrypop-duoen Hush, Michael Hartmann i rollen som kapelmester med westernguitar.

Virtuost og stilsikkert

Den blot fem kvarter lange seance åbnes klokken 20.00 med instrumentalen "Love Lost", som Burton oprindeligt indspillede under navnet Jimmy Burton tilbage i '65. "Jeg har ikke spillet den siden jeg indspillede den, men jeg blev overtalt...", fortæller Burton, iført westernskjorte med guitarer broderet på brystkassen og kasket på hovedet.

Herefter træder The Blue Vans Steffen Westmark op og gør en ganske god figur i både "Return to Sender" og "Suzy Q", hvortil Burton sin tid indspillede soloen på Dale Hawkins version fra '57. "Mand, jeg elsker den solo", mumler Westmark duperet, og den er god nok: Burton spiller stadig som en drøm, virtuost og stilsikkert som ind i helvede.

Da Westmark lægger an til småsnak mellem numrene afbryder Burton ham. Det er musikken, det handler om. Hushs kvindelige og evigt charmerende halvdel, Dorthe Gerlach, prøver kræfter med "Gentle on my Mind" og "Beneath Still Waters", som Emmylou Harris har gjort til sin egen. Og vel kan Gerlachs fortolkninger som altid anklages for at være ferske og velfriserede - men i aften er de faktisk også både fokuserede, følsomme og stilsikre.

Aftenens stærkeste med- og modspiller er dog - ikke overraskende - Sort Sols Steen Jørgensen, som foran det begrænsede publikum viser, at han faktisk (også) er en gllimrende blues- og countrysanger i den mørke ende af skalaen. I aften blandt andet demonstreret i "Stood Up", som afløser Gram Parsons "Sin City" og klart demonstrerer at dette er musikalsk territorium, som Jørgensen med fordel kunne tilbringe mere tid i.

Lange skygger

Westmarks version af "Always On My Mind" blegner uvægerligt, når man har Willie Nelson og Presleys kørende på den indre grammfon - også selvom Burton her leverer nogle fantastiske fill-ins. Ingen rust eller slidgigt her.  På tilsvarende vis bliver arven simpelthen for tung at løfte, da Gerlach skal give sit bud på en af Presleys allerstørste indspilninger, "In the Ghetto".

Hun indleder med en sympatisk anekdote om, at der jo er ghettoer alle steder - både på Nørrebro, hvor hun og Hartmann bor i dag og i barndomsbyen i Nordjylland, hvor ghettoen bestod af en enkelt hus som gik under det lidet flatterende navn "hasher-huset". Er man oven i købet også bekendt med Nick Caves vanvidsversion af samme sang - ja, så er det unægteligt lidt svært for alvor at blive revet med af aftenens udlægning.

"Nu skal Steen være Gram og jeg skal være Emmylou", siger Gerlach bagefter, inden hun og Jørgensen udlægger den klassiske Gram Parsons/Emmylou Harris-duet "The Return of the Grievious Angel". Det er absolut hæderligt, men heller ikke her lykkes det helt at træde ud ad originalversionens lange skygge og løfte sig over indtrykket af kompetent coverband. 

Det gør det til gengæld i aftenens obligatoriske blues i E, som bliver James Taylors "Steamroller Blues" - for også her har Burton minsandten været inde over - inden det regulære sæt lukkes efter en times tid med en festlig "Ooh Las Vegas".

Veloplagt lektion

Inden ekstranumrene bliver der også tid til en lille højtidelighed, da den entrepenante entusiast bag Graceland Randers overrækker Burton et indrammet bevis for, at han nu kan kalde sig "Graceland Legacy Protector" og dermed er indtrådt i en eksklusiv klub som også tæller Sir Cliff Richard og de gamle Presley-musikere Bob og Scotty Moore.

Det korte, kompetente og mere hyggelige end historiske sæt rundes af med "Johnny B. Goode" med Westmark i front og endelig "Burning Love" som den store fællesfinale. Den sang indspillede Elvis selv i foråret '72, ved samme sessions som han skar sin version af Paul Williams' mesterlige "Where Do I Go From Here?".

Det format når vi i sagens natur ikke tilnærmelsesvis i nærheden af i aften, men det ændrer ikke på at det vitterligt er en levende country- og rocklegende, som netop har givet en veloplagt lektion. Og det endda i et luftkastel af et drømmeslot så malplaceret, at det i al sin absurditet faktisk bliver umuligt ikke at holde af.