Anmeldelse / Live / Mandag d. 29-10-2012 kl. 09:42

Grizzly Bear
Falconer Salen, København,
søndag d. 28. oktober 2012

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Daniel Madsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,89 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Grizzly Bears solbeskuende skjold forseglede Falconer Salen

"It's going to be a full on light show", fortalte Ed Droste, da undertegnede interviewede Grizzly Bear tidligere på året. Det var en mild underdrivelse. Falconer Salen var under koncerten med selv samme gruppe indhyllet med omvendte bøjelignende tingester som baggrund, hvor en glødepære gav en malende ildflue-karakter. De vuggede op og ned, og så lyste de skiftevis med størst intensitet. Meget lig de fem mennesker, der stod foran lamperne med ryggen til, med øjnene rettet mod os – Grizzly Bear, der også formår at stråle og træde frem og tilbage på scenen med en overstrålende elegance.

To gange Chris - Bear og Taylor, Ed Droste, Daniel Rossen udgav for nylig deres fjerde album Shields, og når det er med Grizzly Bear i tankerne, så var det (igen) til meget rosende gloser. Efter mesterstykket Veckatimest var det vel de færreste, der havde turde håbe på et album af Shields' kaliber. Men det var nu altså især det materiale, der inkluderet på sætlisten i Falconer Salen, som var kulissen denne aften med et næsten fyldt gulv efter en udmærket opvarmning af Villagers.

Rossen og Droste

Gruppen havde taget en ekstra mand med på scenen til at tage sig af keyboards, trompet med mere, og det var en rigtig god idé på den store scene for at opnå en tilsvarende fyldig lyd. Med Speak In Rounds var det fra start en indgående musikalsk intensitet, hvor især Christopher Bear bag trommerne spillede med stor autoritet helt fra start, hvor duetten mellem Droste og Rossen var meget velfungerende. Med den svævende instrumentale Adelma blev vi ledt over i Shields-favoritten Sleeping Ute.

Korarrangementerne karakteriser gruppens tæft for særdeles gennemarbejdede sange, hvor de kraftige markeringer og de overlappende samples virkelig opnår samme højde som på Shields-indspilningen. Især Rossens ubesværede coda-stykke var hårrejsende, hvor finger-picking og sang gik op i et.

Der blev kigget lidt tilbage i tid med et par ældre numre, hvor især en hvislende og hviskende Taylor med sine svævende kor-effekter gjorde sig bemærket i Cheerleader. Lullaby var en smukt afdæmpet sag, hvor instrumental-blæksprutten Taylor igen var i centrum med udsmykkende tværfløjte og dundrende dybe klarinet-toner. Et smukt storladent myriade-nummer til slut.

En inkluderende Yet Again varmede med især Drostes vokal, mens den dog i perioder var lidt for løs i det overordnet tempo. Det enkeltstående nummer Shift fra debutpladen Horn Of Plenty var meget smuk og enkelt arrangeret med fløjtekor og guitar i centrum. Rossen tog spotlyset i A Simple Answer med en wonky­­ Wurlitzer, hvorefter Droster tog sig af den vuggende gun-shy med trianglen fremme i lyden.

Hårrejsende slutning

De tog os med tilbage på Veckatimest, hvor det er meget svært at fremhæve et højdepunkt fra et andet. Den vanvittigt storladne slutning på I Live With You, eller Drostes kuldeskærende Foreground, der stod smukt ud i Falconer Salens store rum. Selvfølgelig blev While You Wait For The Others og Two Weeks også godt modtaget af publikum – to af de store sange fra Veckatimest, hvor Rossen og Droste igen strålede på skift. Bears underdelinger og beat til Two Weeks er også noget, enhver trommeslager ville ønske, han selv havde fundet på. Virkelig kompetent udførelse.

Det oprindelige sæt blev sluttet af med, hvad der ganske givet kan være en af de bedste sange, der er udgivet i 2012. I denne anmelders øjne en top fem over Grizzly Bear sange – Shields-lukkeren Sun In Your Eyes. Den over syv minutter lange mastodont-afslutning var så kuldeskærende smuk. Et Rossen-højdepunkt. En virkelig smagfuld dosering af det stille minimale og det absolut storladne blæseromkvæd om aldrig at komme tilbage: "So bright, so long / I'm never coming back". Et højtbeskuende nummer, som var den oplagte afslutter på koncerten.

Ekstranumrene bestod af den drømmekors-belagte Knife og den folkede smukt sekvensopdelte og fremadstormende On A Neck, On A Spit – begge fra Yellow House, før en akustisk udgave af All We Ask fik Falconer Salen til at tie.

Grizzly Bear var tydeligvis meget glade for at være i Danmark, og de luftede løbende små kommentarer om den særlige forkærlighed for landet, ligesom de også fik luftet kommentarer om en tur på en kaffebar. Generelt udviste de meget stor vokal- og kormæssig diversitet, hvor de hos Daniel Rossen har en sanger, der konstant udviser ro og elegance, mens den mere kække og ærlige Droste varmer med sin smukke storladne klange. Bear og Taylor udviste instrumentalt overskud og stor autoritet ved at male rummet op med kraft og intensitet.

Selv ikke en lidt tempomæssigt sejlende Yet Again og den hæslige slap-back lyd fra Falconer Salens bagvæg kunne forhindre én i at smide nøglen væk og glemme tid og sted. Det giver fem stjerner i min bog.