Anmeldelse / Live / Onsdag d. 31-10-2012 kl. 09:27

Accept
Amager Bio, København,
tirsdag d. 30. oktober 2012

Anmeldt af Carsten Skov
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Accept kom, så og leverede velkendte heavy-hymner for højest tænkelige lydstyrke

Hvis beboerne på Amager, nærmere bestemt området omkring Amager Bio på Øresundsvej, mener at have mærket et mindre udslag på Richter-skalaen, så kan det ikke helt afvises. Tirsdag aften havde tyske Accept i hvert fald lagt vejen forbi, og det gik bestemt ikke stille for sig.

Lydstyrken var voldsom allerede fra første riff af "Hung, Drawn & Quartered". Et nummer, der også åbner bandets seneste cd, "Stalingrad" og som i øvrigt - trods den barske overskrift om at blive lagt på hjul og stejle og derefter parteret - viser, at der stadig er liv og evne til at begejstre i det klassiske tungmetal.

Med Wolf Hoffmann i front på leadguitar er der tale om solid bevisførelse, både for de tungeste og sejeste grund-riff, for halsbrækkende soli og dueller både med bassisten Peter Baltes og den anden guitarist, Herman Frank. De to sidste fyldte i øvrigt løbende baggrunden i det mere end almindeligt tunge lydbillede ganske glimrende ud, mens Mark Tornillos vokal på det nærmeste forsvandt i bulder. De sidste er ikke mindst synd, fordi han på de seneste cd-udgivelser faktisk træder ganske karakter- og kraftfuldt i stedet for den tidligere sanger, Udo Dirkschneider.

Fuld skrue frem med fokus på tradition
En aften i selskab med Accept byder ikke på ballader, dybsindighed og opsigtsvækkende nye musikalske perspektiver. Næh, publikum var mødt op for at høre - og Accept leverede i dén grad - singalong-venlige metal-hits. Numre fra "Stalingrad" gjorde sig bemærkelsesværdigt godt over for det talstærke og overvejende mandlige publikum. Titelnummeret skilte sig en smule ud med beretningen om krigens meningsløshed - og med, at den sovjetiske nationalmelodi var flettet ind hen mod slutningen, som markering af hvilken side af konflikten, der nok gik "sejrrigt" ud af krigen, men som også betalte en særdeles høj pris. Nummeret fremstod nærmest som en heavy-rockens 1812-ouverture.

Accept er med dette seneste album fortsat, hvor det forrige, "Blood Of The Nations" slap. Det samme gjorde sig gældende i Amager Bio, hvor numre som "Shadow Soldier", "Bulletproof", "Aiming High" og "Up To The Limit" loyalt over for den klassiske heavy-rock nærmest blev mejslet i sten med den største sikkerhed. Samtidig var der flere referencer til klassisk musik, blandt andet strofer fra Griegs "Peer Gynt".

Distance og nerve
Der var dog også en vis kølig distance til publikum. I hvert fald kunne den verbale kontakt mellem numrene lige akkurat strækkes til et par bemærkninger om, at det var dejligt at være i København, og at det var koldt udenfor, så publikum skulle bare drikke noget mere. Publikums begejstring var dog stor, både over diverse guitar- og bas-soli og over at kunne skråle med på repertoiret.

Selv om akustikken i Amager Bio denne aften blev sat på en hård og langt fra entydigt bestået prøve, så trak Accept nu til sidst stikket hjem på en nerve, der på den ene side var præget af lidt vel udvendige paradenumre - heavy-rocken er nu engang i høj grad attitude - men som på den anden side ramte lige akkurat længslen efter og befrielsen ved at samle en håndfuld venner, skylle noget øl ned og skråle med på både fortidens og nutidens Accept-hits. "Balls To The Walls" sendte i hvert fald den fyldte sal hjem igen med smil og glæde – og håbet om at genfinde hørelsen de nærmeste dage.