Thee Attacks: Radar, Aarhus

Thee Attacks, Radar, Aarhus

Thee Attacks: Radar, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

Tidligere i år på Spot Festival fik jeg øjnene op for disse fire gutter, der til sammen kalder sig Thee Attacks. Deres optræden gav, i mine øjne, rock'n'roll i Danmark en ekstra dimension. Dengang i maj var det på et fyldt VoxHall løjerne foregik, og i aften var scenen så flyttet nogle hundrede meter til det lidt mere ydmyge Radar, men det blev koncerten bestemt ikke ringere af. Rock'n' roll er om noget energi. Det er selvfølgelig også mange andre ting, men energien er en af de vigtigste sammenkoblinger. Energien er et af aalborgensernes skarpeste våben, men dem har de rigtig mange af, og koncerten på Radar udviklede sig til en ren messe, hvor man ville have mere.

En anden vigtig ting i rock'n'roll – selvtillid

Og det er i den grad også noget de fire gutter besidder. Især forsanger Jimmy Attack, som på en eller anden måde er showman af Guds nåde. Hoppende, dansende, råbende, skrigende, syngende og messende i én og samme koncert. Med læderjakke og stramme jeans klar til at erobre et nyt publikum. Bandet lagde ud med to hurtige, men fremragende numre, i form af "Can You Do It" og "It's Alright" fra deres første album, som udkom i 2010. En sindssygt energisk start, hvor tempoet simpelthen blev slået fast fra start af. Ganske enkelt hæsblæsende. Også Terry Attack på guitar var hurtigt ude af starthullerne, og allerede i første nummer leverede han en af mange formidable soloer i løbet af aftenen.

Bandet spiller som død og helvede, men der er også kant, og mange af numrene er simpelthen suveræn garagerock. Thee Attacks har for ikke så længe siden udgivet et nyt album, og fra det blev vi selvfølgelig også præsenteret for nogle af sangene. Faktisk de fleste, og de faldt for det meste heldigt ud. Især "Rock Bottom" og "Where Did All The Love Go" i første halvdel af koncerten var fuldkommen funklende.

Stærk enhed

Jimmy Attack, forsangeren og indpiskeren stjal meget af opmærksomheden. Ham og Terry Attack er klart de toneangivende, men også Ritchie Attack på trommer og Johnny Attack på bas gør deres arbejde til ug med kryds og slange. Ser man bandet som en helhed, er det ekstremt slidstærkt. Fra første fløjt var det én stor gang hærg. Ren ødelæggelse, men på den fede måde, hvor jeg egentlig bare havde lyst til at smide, hvad jeg havde i hænderne og feste med.

Forsangeren skiftede mellem at spille med og uden guitar, og de numre, hvor pedalen blev trykket helt i bund, var dem, hvor det bare var ham, tamburinen og mikrofonen. Med James Brown-moves og dejlig hæs og lidt hærget stemme sang han sig igennem den ene triumf efter den anden, og det var for alvor i disse situationer, han beviste, at han har noget, som ingen andre har. Helt vanvittigt blev det, da han midt i fællessangen stillede sig op og svingede mikrofonen som en lasso. Det ville man nok aldrig have set Rasmus Seebach gøre. Tempoet blev sænket lidt med en eminent "Love In The City", også fra bandets første album, og i det hele taget blev der vekslet godt mellem numre fra de to albums, de har udgivet.

Rock'n'roll er livet, kære venner

Jeg blev blot bekræftet i denne noget lalleglade påstand i sidste halvdel af de 60 minutters tour de force. "Stab" sluttede det ordinære sæt, hvor et ellers noget dødt publikum omsider havde fået trukket sig selv op til et bare fornuftigt niveau, og Thee Attacks var ikke nærige med ekstranumre, hvor det ene store øjeblik afløste det andet. "So Cold" og en voldsom udgave af "Love In Disguise" sluttede ikke alene en festforestilling, men også en aften, hvor der både blev danset kinddans, spillet luftguitar, drukket utallige mængder øl, sunget fællessang, og det hørte sig til – for det der var eddermame det pureste rock'n'roll. Tak, drenge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA