Diverse kunstnere: Tribute 1982, Huset i Magstræde, København

Diverse kunstnere, Tribute 1982, Huset i Magstræde, København

Diverse kunstnere: Tribute 1982, Huset i Magstræde, København

Anmeldt af Bonnie Mikkelsen | GAFFA

Billeder: Michael Alø-Nielsen, David Faurskov, Tommy B. Kuhlmann, Sabina Tell.

Husets Musikcafé og Foreningen Synthie dannede lørdag rammerne for en hyldest til bl.a. synth, electro, new wave og punk for, som de selv kaldte det, guldåret 1982. Seks forskellige kunstnere/grupper stod for at fortolke musik fra 1982 samt spille deres eget materiale. Folk var mødt talstærkt op, og forventningerne gik selvfølgelig på at høre Depeche Mode, Laurie Anderson, New Order, alt imens bl.a. Gary Numan og Taco fik alt hvad den kunne klare fra DJ Primi ved mixerpulten til stor glæde for publikum. Stemningen skal man bestemt ikke tage fejl af, når det kommer til musik fra 80'erne, for den når hele spektret igennem, og det gjorde den også lørdag. Desværre var der generelle vokale lydproblemer ved alle, hvilket gjorde, at vokalerne var for lave og til tider mudrede.
 
Aftenen startede ud med Sofie Karoline, der med sit band leverede en lidt usikker præstation. I sin fortolkning af Duran Durans "Save a Prayer" blev vokalen til tider meget anstrengt at høre på, hvilket var en skam, for arrangementet var ellers godt lavet med trompet. Hun kom dog godt igen med god indlevelse i slutningen, specielt i sit eget nummer, hvor energien var helt i top. Dette var ligeledes velarrangeret med en tydelig forkærlighed til new romanticism. Sofie Karoline befandt sig bedst med eget materiale, hun og bandet beundrer muligvis Soft Cell og The Twins, men de formåede ikke at spille deres materiale optimalt. ***

State of Mind er Kim Bülow Bonfils. Han gik på scenen som aftenens andet navn, som ene mand, til et backtrack hvor han tydeligvis havde prøvet at fange retro electro-lyden, men det faldt bare helt til jorden i dårlige beats og underlige synthesizere. Oven i det var hans engelske udtale, når han sang, så fordansket at det var på grænsen til det pinlige.

Han valgte at fortolke New Orders "Temptation". Godt nok synger Bernard Sumner heller ikke som en drøm, men at tage en klassiker som den, fordanske den, lægge underlige akkorder ind over samt dårlige beats fungerede ikke. Midt i sættet fik han hjælp fra en bassist, men man kunne desværre ikke høre særlig meget af hvad han spillede. Til sidst blev der forsøgt på dansk med Klichés "Bravo Charlie", men heller ikke det funge­rede særlig godt, da det desværre mere blev et spørgsmål om at råbe sangen end at synge den. *

Bedre blev det i den grad, da Broken Fixed (ft. Morten Torp & Jens Mose) gik på scenen. De udviste stor musikalitet og gav sig flot i kast med deres fortolkning af Laurie Andersons avantgardistiske "O Superman". Her havde de samplet brudstykker af Andersons vocodervokal, hvilket gav en fin fornemmelse af det originale nummer. Skønt var det at høre den dynamiske form de have arrangeret nummeret i, hvilket virkelig gav god fremdrift med de tunge beats. Desuden skabte de et varmt lydunivers med det store lineup af forskellige synthesizere inklusive Kaoss Pad og guitar, der dog desværre var plaget af meget feedback. Gruppens eget materiale gav et billede af et dystert, tungt og mørkt lydbillede. Her var der tale om electro, hvor du kunne mærke beatet bogstavelig talt rent fysisk, uden det blev for meget; velproduceret. Uden tvivl et af aftenens højdepunkter. ****
 
Som ventet fik man sit Depeche Mode-fix. Det kom med Polyfon og deres fortolkning af "Sun and the Rainfall". Her formåede forsanger Johannes Jørgensen egentlig meget godt at lyde som Dave Gahan, men desværre på en lidt søvndyssende måde. Generelt var de en lidt monoton oplevelse rent visuelt, hvilket ligeledes gik udover musikken. Deres fortolkning af A Flock of Seagulls' "Modern Love is Automatic" faldt simpelthen til jorden, fordi bevægelsen på scenen var minimal. Arrangementet var okay, men forbindelsen mellem musikken og optrædenen var der bare ikke. Musikalsk var det egentlig udmærket, men en noget statisk optræden. ***
 
En der formåede at skabe forbindelse til publikum var Ras Bolding (billedet, arkivfoto). Med sin karakteristiske sølvdragt og sit blå hår indtog han scenen indhyllet i røg og laserlys for at tage os med til en egen nyfortolkning af Vangelis' musik til filmen "Blade Runner" fra 1982. Det var bestemt lige så storslået som Vangelis, bare i en 2012-udgave. Mod slutningen af suiten, som Ras Bolding selv kaldte den, var vi ude i den helt hardcore elektroniske ende, og der blev bestemt ikke sparet på armbevægelserne. Det var indlevelse på højt plan.

Skønt var det at se og høre Ras Boldings evner på Commodore 64 i hans eget nummer "Load Error". Det er sjældent man hører en Commodore 64 solo, og fedt når man endelig gør. Bolding var desværre plaget af nogle tekniske problemer med feedback fra mikrofonen, hvilket gjorde det svært at høre teksten til hans nye nummer "New War", der efter hans ord den aften handler om moderne krigsførsel og jagerpiloter på speed. Ras Bolding var tempofyldt, melodiøs, energisk og underholdende. ****
 
Metro Cult afsluttede koncerten med et frisk pust. Efter en aften i synthens tegn var det en skøn kontrast og ligeledes veltænkt at hylde punken. Metro Cult var velspillende, med drive og energi specielt i deres udgave af ADS' "Waiting for the War". Dog dissonerede synthen lidt engang imellem i nummeret, og det var en skam. Ellers var synthesizeren generelt godt inkorporeret, uden at der blev veget bort fra punk-genren. Enkelt, råt og energisk.****
 
Broken Fixed, Ras Bolding og Metro Cult var dem, der skinnede mest igennem denne aften. Broken Fixed var velproduceret og havde en helt unik varme på scenen. Ras Boldings unikke person nåede ud over scenekanten, samtidig med han formåede at skabe sit eget lydunivers, og Metro Cult tog os tilbage til BZ-tiden med nerve og rå energi. Tribute 1982 var alt i alt et udmærket koncertarrangement.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA