Tim Christensen: Volume 1: Acoustic Covers

Tim Christensen
Volume 1: Acoustic Covers

Tim Christensen: Volume 1: Acoustic Covers

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 17.12.2012
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Tim Christensen har midt i al shredderiet og rock-udøvelserne med The Damn Crystals sat sig ned og indspillet en række akustiske cover-versioner af numre af så forskellige kunstnere som Depeche Mode, Ozzy Osbourne og …Michael Bolton – og det er han faktisk sluppet ganske godt fra. Der er sådan en lejrbålsstemning-deluxe over de nænsomme versioner af sangene, der ikke rykker gulvtæppet væk under lytteren, men bestemt heller ikke irriterer.

Særligt Tims favntag med Emeli Sandés Next To Me er vellykket, og sangsmeden formår at få sat et ret personligt aftryk på numrene, selvom der i flere tilfælde er tale om store klassikere og signatursange for de oprindelige afsendere. Det er bestemt ingen ringe bedrift, og her i den kolde tid kan Acoustic Covers sagtens gøre det ud for en gang musikalsk kaminild med tilhørende varm kakao eller noget i den stil. Et fint og tiltalende fritidsprojekt, som den gode Christensen gerne må fortsætte.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA