The Dessners : Konservatoriets Koncertsal, København

The Dessners , Konservatoriets Koncertsal, København

The Dessners : Konservatoriets Koncertsal, København

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Som en del af Copenhagen Phils koncertserie, hvor "rytmisk" og "klassisk" har fundet nye møder, var vi begunstiget af at kunne være i selskab med de to tvillingebrødre Aaron og Bryce Dessner fredag aften i Konservatoriets Koncertsal.

Dessner-brødrene er primært kendt fra deres bedrifter i den driftige alternative rockgruppe The National, men har altså også flirtet med orkestermusik, hvor de med hver deres tilgang har komponeret til vidt forskellige sammenhænge. Bryce Dessner er uddannet i klassisk guitar ved Yale, mens broder Aaron er selvlært guitarist. De er dog begge meget inspireret af moderne komponister som Steve Reich, Philip Glass og lignende, og derfor var det også i den boldgade, vi befandt os denne aften, hvor Dessner-brødrene selv skulle agere solister under ét nummer, mens de havde skrevet og udvalgt det programlagte materiale. Såkaldt indie-classical er det blevet brandet som – det vender vi tilbage til.

Dessner-lækkerier
Som en slags opvarmning blev Bryce Dessner-kompositionen "Lachrimae" opført med et meget velspillende udpluk af Sjællands Symfoniorkester. Opførslen led en smule under, at folk endnu ikke havde indfundet sig på deres pladser endnu, men ikke desto mindre var stykket utrolig sitrende opbygget omkring cello-gruppen, der med flotte overtoner fik assistance af forsigtige pizzicato-anslag. Som nummeret forsigtigt blev slået an, bredte varmen sig i tonerne, der hos kontrabassen vekslede mellem et decideret orgelpunkt og dissonerende spændinger.

"Lachrimae" udviklede sig yderligere med en bølgende dramatik, hvor ansatserne blev fordelt over hver enkelt enhed i det store orkester, der byggede mere og mere op til et stort dramatisk klimaks, hvorefter et kort afdæmpet coda afrundede det hele tilbage som én enhed. En utrolig dragende og smuk komposition.

Forbilleder
Efter en kort pause og en introduktion ved musikchef Uffe Savery fik dirigent André de Ridder og Bryce Dessner en kort snak om deres valg af musik for resten af aftenen. Den handlede især om Dessners store forkærlighed for den store amerikanske komponist Steve Reich, hvor han selv og Radioheads Jonny Greenwood deler den store begejstring for amerikaneren. Derfor først et stykke af Reich, og derefter Jonny Greenwoods "Popcorn Superhet Reciever", før Dessner selv atter kom på banen.

Reich-stykket "Variations for Winds, Strings and Keyboards" levede i den grad op til sin titel. El-klaveret satte an med en meget levende figur af en masse toner, der med arpeggios og akkordanslag meget hurtigt tegnede en figur, der blev underbygget af nogle meget tilbageholdne strygere. Generelt var klavererne og blæserne en slags hovedperson i det første lange stykke af kompositionen, da den meget hurtige og myriaderige figur konstant blev afspejlet af de to omtalte grupper med den ene eller den anden variation at spore.

Interessant nok skiftede dette fokus undervejs, også selvom myriade-figurerne repetitivt nok stadig var til stede. Violinernes mere tilbageholdne rolle blev mere klar og struktureret, og især de større strygeres nedadgående bastoner gav nummeret en meget mere dyster karakter. En udfordrende komposition, der dog stadig gav stof til eftertanke.

Western-dystopi
"Popcorn Superhet Reciever" blev åbnet op med store bløde buer af dirigent André de Ridder, og den var med sin gysende karakter i starten særlig bekymrende. Førstecelloerne var i hovedrollen som "fortæller", hvor man sagtens forstår, at musikken herfra også har været benyttet i den dystre Paul Thomas Anderson-film "There Will Be Blood".

Violinernes meget ubekvemme glissandi i en stor asynkron bevægelse fremkaldte i hvert fald straks billeder af en svajende majsmark, hvor noget bestemt ikke er, som det bør. Det blev intensiveret til et nærmest mekanisk crescendo af de Ridder, hvorefter karakterskiftet for alvor indtrådte. Violinerne blev lagt an, som en guitarist ville gøre det, og så blev der spillet "guitar" på violinerne. Simple "stumme" anslag til at give effekten og pizzicato-fingerspil til at give tonerne. Samtidig var kontrabasserne forvandlet til deciderede rytmegruppe ved at slå på kroppen af instrumentet. Hele herligheden blev afrundet med en bred pensel, der atter zoomede ud til fugleperspektiv over landskabet.

Dessner-duet
De Ridder lavede herefter et kort interview med Aaron Dessner på scenen, omkring ham og hans brors baggrund for at lave denne type musik. Herefter blev "St. Carolyn By the Sea" sat an med Dessner-brødrene helt i front ved guitarforstærkerne.

Guitarernes varme elektronisk forstærkede klang fandt et fint fodslag med cello-gruppen, der sammen skabte en meget enkel opbygning af nummeret, mens klokkespil fra janitsharen skabte nogle fine små "dryp" undervejs. De to guitarer kom hurtigt til at virke som en meget naturlig del af orkesteret, der undervejs meget hurtigt steg i dramatik.

Under et meget asynkront og nærmest western-lignende tema blev der flettet en "solo" ind, hvor især Bryce Dessners rolle var i centrum med fine glødende figurer. Og lidt som stilhed før storm, så spillede violinerne en meget stille pizzicatofigur, der blev suppleret af Dessner-brødrenes meget indfølte flageoletter på guitaren. Efter nogle helt formidable bend-glid på guitaren kulminerede nummeret smukt ved en gradvis terrassedynamik, hvor pauker og klokkespil, blæsegruppe og guitarerne med kontrasterende figurer byggede op til et større inferno, der blev lukket med et brag.

Indie-classical?
Det var en meget veludført aften af orkesteret på scenen, dirigenten og også Dessner-brødrene. Der var en meget fin rød tråd over arrangementet i forhold til det indholdsmæssige, og det var helt centralt, at der også var mulighed for at høre de involverede parters tanker bag.

Man kan altid diskutere om en genre, der er blevet brandet som "indie-klassisk", er det helt rigtige mærkat at sætte på denne type musik. Det er en anden sag og en anden diskussion, og jeg synes i virkeligheden, at Bryce Dessner selv sagde det helt rigtige undervejs i koncerten: "It's really just music in the end". Men fremragende repertoire, der spændende var sat sammen med kompositioner, der forhåbentlig får meget større udbredelse. "Lachrimae" var jokeren, der virkelig overraskede, mens Greenwood-kompositionen og Dessners "St. Carolyn…" var strålende.
    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA