Allan Olsen: Jøwt

Allan Olsen
Jøwt

Allan Olsen: Jøwt

GAFFA

CD /
Udgivelse D. 04.03.2013
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Selvom karrieren har lagt tekstmæssige smutveje forbi Alaska, Bombay og Merkur, så har der aldrig været tvivl om, hvor Allan Olsen kommer fra. Men aldrig har der været lagt så få fingre imellem tilhørsforholdet til Vendsyssel, som på den efterhånden 57-årige spillemands nye udspil Jøwt. Og her tænkes ikke kun på det helt bevidst oggenokkede salgsfremstød, der som en anti-globaliseringskommentar giver nordenfjordsk godtfolk forkøbsret på pladen.

På godt halvdelen af pladens herlige historier fra randområderne fordobler Olsen ordforrådet ved at synge på klingende vendelbomål. Således bliver noget så trivielt som et stop på Shell, i Olsens finurlige fantasi, til et uforløst romantisk møde mellem en kejtet og tilknappet mand og pigen med det solsort-sorte hår.

Vi får også den maleriske Hjemstavn, der beskriver det at være hjemme som "Når det blæser fra vest så træerne bøjer sig, så meget de aldrig retter sig mer'. Og når flyvesand og ski'værk fyger og ryger, så det knaser mellem tænderne, og øjnene svier."

Undervejs namedroppes der småbyer på størrelse med huller i vejen, der ellers aldrig havde fundet vej til en bette popsang, og hele denne hjemstavnshyldest er en underspillet og underfundig kærlighedserklæring til det ophav, der har formet manden, som rejste derfra. For du kan rejse, men aldrig flygte fra, hvem du er, og derfor viser Olsen sig stadig at være aldeles uimponeret, når det gælder tidens tendenser, om vi så snakker Noma, ubemandende tankstationer eller det nyeste sort.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA