Mads Langer: In These Waters

Mads Langer: In These Waters

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 04.03.2013
GAFFA | Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Mads Langer har igennem ihærdigt og vedvarende arbejde fået et godt fodfæste på den danske musikscene og indtaget et ikke ubetydeligt antal pigehjerter med sin kælne og melankolske stemme. Mads Langer er på mange måder lyden af den lettere fortabte dreng, som man kun ønsker at knuselske.

På sit fjerde album In These Waters lægger han produktionsmæssigt på. Forstået på den måde, at der er indtruffet en stigende grad af effektjageri, hvor melodierne generelt er overlæssede og derfor er faretruende tæt på at vælte. Og dette kombineret med en stor hang til det sødladne i sangskrivningen har Mads Langers sange svært ved at antage en personlig karakter på In These Waters. Det bliver hurtigt til lyden af et forbipasserende boyband.

Men Mads Langers styrke er, at han trods alt er en solid sangskriver, så det hele ikke fortaber sig i et stort og kort sus. Han har stemmen og kan udtrykke sig med en slagkraftig patos. Det fungerer absolut bedst, når han begiver sig ud i de lavmælte sange og balladerne. Her hører man Mads Langer og talentet som i den fint drejede popsang Heartquake og den enkle When Silence Falls. Det er sangskriverens gode dyder, men det er bare ikke kendetegnende for et album, der i den grad rækker op mod stjernerne i en misforstået tro på, at man kan røre ved dem.

In These Waters er mere af den Mads Langer, som vi kender fra hans forrige albums, og der er derfor ingen grund til skuffelse fra hans voksende publikum, hvis man da ikke lige havde håbet på lidt mere karakter fra sangskriveren.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA