Modspil: Forhold baghold

Modspil
Forhold baghold

Modspil: Forhold baghold

GAFFA

CD / Gateway Music
Udgivelse D. 02.03.2013
Anmeldt af
Espen Strunk

"Ingen har det halvt så hårdt som jeg / og der er ingen, der ved, hvad jeg mener / og alle mener noget skidt om mig". Jo, de gode og i øvrigt dejligt selvironiske tekstbidder står i kø på dette fine debutalbum – og selvom man kunne have fremhævet andre, er ovenstående linje selvfølgelig ikke helt tilfældigt plukket. 

For det handler om at være utilpasset og utilpas – om det dér pokkers parforhold (eller manglen på samme), som er så fint illustreret på coveret med en tegning af en kvinde, der vander et træ, som en mand er ved at fælde. Musikken er et veloplagt miks af folkemusik, jazz og pop; om man vil holde af Bo Evers specielle vokale udtryk må være en smagssag. 

Ikke desto mindre er det faktisk utroligt, at man kan blive ved med at finde nye, poetiske måder at udtrykke de gamle sandheder om manden, kvinden og deres indbyrdes relation på. Men det er faktisk hvad der sker i linjer som "Jeg kravler og savler og stønner og stammer / ved tanken om alle de skønne madammer / Der pudser og nusser og aer og ammer / Langt væk fra mine begrænsede rammer". Forfriskende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA