Crystal Castles: Voxhall

Crystal Castles, Voxhall

Crystal Castles: Voxhall

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Canadiske Crystal Castles har i de seneste år været her og der og alle vegne, de har optrådt på klubber, til festivaler og udgivet anmelderroste album, sågar samarbejdet med legendariske Robert Smith fra The Cure. Jo, Ethan Kath og Alice Glass er en succeshistorie, efterhånden i en sådan grad, at visse selvfede ender af undergrunden er begyndt at vrænge på næsen ad Crystal Castles, fordi gruppen i de senere år i høj grad har haft held med at nå ud til det forkætrede hipsterpublikum, der som bekendt går i små sko og ikke kan gro et rigtigt skæg.

Men jeg er temmelig ligeglad. I mine øjne - og ikke mindst ører - ER Crystal Castles en succeshistorie, for i en tid, hvor karriere i musikbranchen typisk handler om femten minutters berømmelse i et glitret talentshow på tv, har den canadiske duo formået at gå sin egen vej, helt fra begyndelsen, og samtidig nået et publikum, der blot er blevet større og større. Og om man kan lide dem eller ej, så kan man ikke tage fra dem, at deres mildt sagt personlige blanding af synthpop, rave, computerspil og punk er en særegen størrelse, der gør Crystal Castles til andet og mere end et modefænomen - de her mennesker vil rent faktisk noget med deres musik. Og den slags succeshistorier er der i den grad brug for i dag.

Aftenen indledtes med dj-musik, der bød på en forret bestående af klub-techno spædet op med klassikere som Gary Numan, Human League og Joy Division, og så har man jo lagt en god bund. Lidt over 21 gik Crystal Castles, Ethan Kath, Alice Glass og deres medbragte livetrommeslager, på scenen, og det til voldsomme klapsalver, hvinen og hujen fra det overvejende unge publikum. Rammen på VoxHall var på mange måder perfekt, for man stod næsten helt oppe i ansigtet på gruppen, hvilket gav det hele en smule ekstra smag af punk-koncert. Meget apropos tog det heller ikke lang tid for Crystal Castles at sætte gang i publikum; allerede med andet nummer kom et af koncertens højdepunkter med den fremragende "Baptism", der med sine fængende computerspilsmelodier, bastante rytmik og skrigende punkvokal lyder som et lykkeligt ægteskab mellem Atari Teenage Riot og Rob Hubbard.

Der blev naturligvis også sparket gang i det imponerende lysshow - ja, inklusiv en solid mængde strob - og dette fungerede rigtig fint i sammenhæng med musikken og pustede yderligere til energiniveauet, der i forvejen var ganske højt.

Rollefordelingen mellem de to krystalslotte var som den plejer, med Ethan Kath som synthnørd og Alice Glass som sprælsk frontfigur og forsanger med hang til crowdsurfing. Sidstnævnte tog dog også fat på synthesizerne fra tid til anden i instrumentale passager, hvor der næsten gik Orbital-rave i den, og det fungerede fint og gav ekstra variation i forløbet. Og netop fornemmelsen for variation bør fremhæves, for selvom visse af gruppens numre umiddelbart ligner hinanden, så er der bestemt også andre, der ikke gør, og jeg synes Crystal Castles formåede at skabe flot variation hele koncerten igennem. Her var både de iørefaldende melodier og velkomponerede arrangementer såvel som punkudladninger og techno-monotoni. Det ene øjeblik hylede og skreg Alice Glass for i det næste at synge vocoderstemme, som Ethan Kath styrede fra sin synthesizerbase.

 

Lad os sige seks stjerner

Efterhånden som koncerten skred frem blev publikum mere og mere bevægelige, og pladsen oppe foran scenen blev mere og mere klemt. Ikke overraskende kaldte numre som "Crimewave", en noget bastung "Alice Practice" og Platinum Blonde-coveret "Not In Love" (uden Robert Smith, som desværre ikke lige tilfældigvis var i Aarhus den aften) på jubel fra folket, der i den grad tog godt i mod canadierne.

På mange måder dyrker Crystal Castles på scenen en klassisk tradition, der kan spores tilbage til synthduoer som Sparks, DAF, Yazoo, Soft Cell, Eurythmics og Pet Shop Boys, hvor den ene part, i dette tilfælde Ethan Kath, er den indadvendte maskinoperatør, nørden, mens forsangeren, Alice Glass, er udfarende og indpisker, og det lader til, at rollerne falder begge naturligt. Kath er fordybet i sine synthesizere, spiller temaer, vocoderparter, kontrollerer backing tracks, mens Glass giver den som punkpige med attitude og mest af alt minder mig om tegneseriefiguren og efternavnesøsteren Hopey Glass, fra Jaime Hernandez' kult-punk-serie, Love And Rockets. Og det er en stor kompliment herfra. Alice er i øvrigt ikke opkaldt efter Hopey, nej, skal man tro Ethan Kath, så har han opkaldt hende efter den moderne klassiske komponist Philip Glass – og så kan man jo give sig til at spekulere over, hvordan dét hænger sammen.

Mens læseren tænker over dette, vil jeg herfra uddele seks stjerner. Koncerten var ikke perfekt – lyden skulle generelt have haft mere øvre mellemtone hele vejen igennem og Alice Glass' vokal i flere passager have været en smule højere. Men det er detaljer i helhedsindtrykket, for oplevelsen var først og fremmest at stå over for et band, der i den grad er på toppen i disse år. Så jeg fristes næsten til at sige, hvis de ikke skal have en seks stjerners koncertanmeldelse nu, hvornår så?



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA