Anmeldelse / Live / Søndag d. 03-03-2013 kl. 14:39

The Killers
Malmö Arena,
lørdag d. 2. marts 2013

Anmeldt af Henrik Tuxen
Foto: Torey Mundkowsky

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Hitparade fra Brandon Flowers & Co. i det sydsvenske

Der er nok af argumenter, der taler imod The Killers. Musikken er overdreven, ofte pompøs, i passager smeltende sentimental, der bliver leflet for de store omkvæd, kompositionerne "låner" fra koryfæer som U2 og Oasis og sætter sig i sekvenser mellem to stole i forhold til synth-pop og guitarrock, og teksterne og titlerne kan være meningsløse. Hvad er "Day & Age" lige for en ordsammensætning, hvorfor hedder det "Are we human or are we dancer?", og ikke "dancers" og hvor er lige logikken i en konstruktion som "he doesn't look a thing like Jesus/but he talks like a gentleman/like you imagine when you were young"?!!!

Man kan med en vis ret hævde, at bandet mangler sjæl, og så kan den renskurede "pretty boy" i front, den erklærede mormon Brandon Flowers virke noget fersk. Så ligner The Killers et band, der har fremtiden bag sig. Bandets fjerde regulære album, "Battle Born" fra 2012 er kvartettens hidtil svageste. Som mine sidekammerater til koncerten – i øvrigt store Killers-fans – sagde: "Det er, som om de jagter det store hit, men bare ikke kan finde det". Og ja, "Runaways" er da en fin, stor sing-a-long-sang, men ikke af samme blockbusterkaliber som man er vant til fra cremen fra The Killers' ellers særdeles ferme hithånd. Der var da fint med folk i Malmö Arena, et slag på tasken må være 5.000, men alligevel et stykke fra den U2- eller Coldplay-arvtagerposition, som The Killers lå til for en fire-fem år siden, da "Human", som kulminationen på flere års hitparade, huserede på radiostationer verden over.

Men der er jo som altid, netop et men... og lad mig tilstå, at jeg har ikke så lidt af en svaghed for The Killers, når de er bedst, og det er de tit. Amerikanerne, der ofte er blevet hyldet som Staternes bedste "europæiske band", med deres kombination af 80'er-synthpop og 90'er-britpop, kan bare skrue hits sammen, negle melankoli og drama, og har nogle rent lydmæssige fantastiske produktioner bag sig – har man i rockhistorien hørt en bedre baslyd end på "Sam's Town?", eller sagt med andre ord, alt lyder bare så fucking fedt på den plade. Og så er det fantastisk at skråle med på tungevridende "Somebody Told Me", fra start til slut, se latino-gangster-videoen til "When We Were Young" på Youtube 20 gange i træk eller sætte "Bling" på repeat, for fuldstændigt at overgive sig til den majestætisk klingende outro.

Klar til fest
Men tilbage til udgangspunktet, var Las Vegas-drengene så i stand til at levere varen i Malmö i går? Svaret herfra er et overvejende ja, men ikke uden skønhedspletter. Flowers & Co. gik på scenen omkring klokken 21 (i øvrigt efter det alt andet end uefne guitarrock-band Louis XIV) i en fuldt oplyst sal og indledte med vidunderlige "Mr. Brightside" fra debutalbummet "Hot Fuss". Flowers var tydeligvis opsat på, at der skulle være fest, og han fik publikum med fra start. Brølet var endnu større, da lyset i hallen blev slukket på udgangsakkorden, og efterfølgende blev vi dygtigt trakteret med stemningsfulde backdrop video-sekvenser af primært naturmotiver og band spots. De næste par timer rullede dræberne så sangkataloget frem, sådan nogenlunde ligeligt fordelt over gruppens fire studie album (intet fra b-side-udgivelsen "Sawdust"), plus en lille snas af Alphavilles "Forever Young".

På Killers' to første (og bedste) album spiller guitaren hovedrollen, hvor det lidt ironisk er blevet kommenteret, at hoved-guitarist Dave Keuning har haft god tid til at hænge i baren under indspilningen af de to seneste. Men i Malmö var det mere rockbandet end synthpopperne, der trådte frem i bandet, der ud over den faste stamme talte to ekstramusikere, primært på guitar. Hvor der ikke var meget bevægelse over Keuning, eller bassist Mark Stoermer, var Flowers aftenen igennem i hopla og viste solidt showmansship, der forplantede sig til det entusiastiske publikum. Hans stort anlagte og ganske krævende vokal fungerede generelt fint, selvom han i perioder måtte kæmpe for at finde tonen, og det gør ondt, når vi taler Killers.

Gruppens stadion-anlagte sound kræver god lyd for, at dramatikken fungerer, og her var kvaliteten svingende gennem koncerten, men i det store hele godkendt. Et nummer som "Flesh and Bones", fra ellers udskælte "Battle Born", fungerede overraskende godt, hvor magien i "Bling" forsvandt, da studieindspilningens "drive" – primært funderet i den unikke lydsammensmeltning af bas og guitar – i stedet buldrede i arenaen (der i øvrigt er et bedre spillested end det, vil jeg tro, noget større Forum). Men som aftenen forløb stod det klart hvor mange gode og medrivende sange, The Killers råder over, og det var hele turen værd at skråle med på hit-paraden.

"When We Were Young", "Human", Somebody Told Me" og "Read My Mind" var ren fællessang, der blev dvælet ved sentimentaliten i "A Dustland Fairytale" (Flowers' hyldest til sin mor, der døde af kræft), og med velanlagt sans for det storladne fik bandet publikum til at gå i loop over udsagnet "I got soul/but I'm not a soldier" fra "All These Things That I've Done", som afsluttede sættet. Som ekstranumre fik vi "Jenny Was a Friend of Mine", taget lettede under føromtalte "When We Were Young", hvorefter bandet noget uforståeligt afsluttede med det tamme titelnummer fra det aktuelle album (der i øvrigt uden held har skelet til The Whos legendariske "Baba O'Riley"), der dog stemningsmæssigt blev reddet i land af Flowers' veloplagte bandpræsentation.

Fabolous Las Vegas
Dermed blev der sat punktum for en aften, der illustrerede at Killers har stribevis af super fede sing-a-longs, når de er bedst, men at de tomme tønder buldrer faretruende, når gnisten mangler, at bagkataloget er stærkere end den kompositoriske dagsform (selvom de nye sange generelt fungerede hæderligt), at de er en godt sammenspillet enhed, og at Brandon Flowers er i besiddelse af den forkætrede X Factor, både hvad angår stemmepragt og som publikumsmagnet. Selvfølgelig var der også fyrværkeri og konfettibombardement undervejs, man er vel ikke fra "Sin City" uden grund. Stadig et dejligt band, og lad os da håbe, at de genfinder fordums høje kompositoriske niveau fremover, selvom det ud fra paralleller i rockhistorien desværre langtfra er givet.

Som tak for opbakningen afsluttede Flowers festen med ordene "We are The Killers from The Fabolous Las Vegas, Nevada'. I aftenens anledning på gæstevisit i Malmö.