Jimi Hendrix: People, Hell & Angels

Jimi Hendrix: People, Hell & Angels

GAFFA

Download / Sony Music
Udgivelse D. 05.03.2013
GAFFA | Anmeldt af
Henrik Friis

"12 hidtil uudgivne indspilninger" siger reklamerne. Men fordi der først og fremmest er tale om alternative takes af allerede kendt materiale, numre renset for fortidens efterproducerede synder etc. ér People, Hell & Angels – som den seneste lange række udgivelser med guitar-ikonet – kun for rock-ærkæologiske Hendrix-nørder. Så er det sagt.

Alle vi medlemmer af den familie kan så til gengæld gå i dybden med et nyt kapitel af Hendrix' evige søgen efter nye nuancer, rammer og udtryk. Albummet tager nemlig sit afsæt lige der, hvor Experience slutter, og Hendrix ønsker andre eller større konstellationer. F. eks. er de allerførste sessions med Billy Cox og Buddy Miles i Band of Gypsies med her, og de tos mere groovede bund kastes straks ud nye takes af Earth Blues, en slowudgave af Bleeding Heart og Hear My Train A Comin' – den sidste optaget blot en måned efter den version, vi fik på det to år gamle album Valleys of Neptune: Noget tykkere, flydende bund, men ikke så spaced out solo… så ja, vi ér altså nede i nuancerne og følelsen af, at båndmaskinen har rullet noget nær konstant.

Det gælder også andre steder som med Hey Gypsy Boy og Inside Out, hvor vi er inde i forstadier til henholdsvis Hey Baby (New Rising Sun) og  Ezy Rider. Vi får ekstra halvandet minut af den herlige freejam Easy Blues (kendt fra Message From Nine To The Universe) og en lille lyrisk snippet, kaldet Villa Junction Blues, som kunne have ført til mere, hvis…… Men vi får også Crash Landing i rå original form uden alt det efterproducerede nonsens.

Dér, hvor People, Hell & Angels skal overleve i det store hav af alternativt Hendrix-materiale er dog i Hendrix' trang til at lege med formaterne. Ud over Band Of Gypsies-numrene høres det i en forrygende ny udgave af Somewhere med vennen Stephen Stills på bas, Izabella i ny version med det store Woodstockband iklædt fremragende Hendrix-solo – og så to stærkt soul-rockende indspilninger som ikke er hørt før:

Den første Baby Let Me Move You med Lonnie Youngblood, som Hendrix var lydig sideman for inden gennembrudet – i denne saftige jam-agtige version fra 1969 (hør Hendrix' rytmeguitar) er der rykket markant ved stjerneforholdet mellem de to. Den anden er mere swampede Mojo Man, hvor Hendrix "gjorde gengæld" til brødrene Albert og Arthur Allen og deres gruppe Ghetto Fighters, fordi de to havde sunget kor på et par Hendrix-optagelser. Men om det er nok til køb, er et spørgsmål om graden af fanatisme.

(Albummet udkommer fysisk 1. april)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA