Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 05-03-2013 kl. 09:33

Manowar
Store Vega, København,
mandag d. 4. marts 2013

Anmeldt af Christian Weigel
GAFFA
3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner
3 stjerner
Læserne
3,50 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Death to false metal!

Da Manowar ikke ønskede at blive fotograferet, har GAFFA desværre ingen billeder fra koncerten

Det var med en vis skepsis, at jeg drog gennem byen for at opleve disse kings of metal alias Manowar fra New York. Manowar er anderledes end alle andre heavy metal-bands, og man må anerkende, at de har dyrket deres egen niche og holdt fast i deres udgangspunkt hen over de 33 år, de har eksisteret. Lige så storslåede og guddommelige de kan være, lige så ringe og patetiske kan de også være.

Personligt synes jeg bedst om den første æra, hvor grundlaget blev skabt med den originale guitarist Ross The Boss, der efter min mening gav den dominerende og velspillende Joey DeMaio et godt musikalsk modspil. Den nuværende guitarist Karl Logan kan godt virke en anelse stiv og maskinagtig i sin stramme og meget simple spillestil, der på mange måder supplerer Joey DeMaios markante og ligeledes stramme basspil.

Første gang, Manowar spillede i København, var i 1984. Dengang var de klædt i skind- og pelsdragter indsmurt i babyolie og med sværd i hånden, men de rockede og sejrede musikalsk. Det var nyt, det var anderledes, og de var sultne.

Siden fulgte MTV-æraen. De prallede af at spille højst, længst og proklamerede, at de aldrig ville skrue ned. Enten køber man den og synes, at det er sjovt, eller også findes der sikkert ikke noget værre end Manowar. Balancen mellem genialt og plat har altid været hårfin.

De er kendt for slagkraftige og swingende metalhits. Men de er mindst lige så kendte for deres storladne krigerhymner, der fungerer i kraft af sanger Eric Adams, der har en imponerende flot og kraftfuld stemmepragt ... og det skal være sagt med det samme: Eric Adams sang denne aften flot og rent, og han havde til forskel fra resten af bandet let til smil og publikumskontakt.

Sidst Manowar gæstede København var i 2002, hvor de både spillede på henholdsvis Roskilde Festival og I KB-Hallen efter udgivelsen af "Warriors of the World United". Det er altså 11 år siden, at Manowar sidst har betrådt en dansk scene, og de har øjensynlig været savnet, for da billetterne blev sat til salg til aftenens koncert, blev de nærmest revet væk. Det skal dog med til historien, at balkonen var tom. Fra pålidelig kilde fik jeg at vide, at Manowar ikke ville have, at publikum kunne kigge ned på dem. Det er da kun til at grine ad. Lidt grotesk, at der ikke sælges flere billetter, når så mange fans sikkert er gået forgæves efter billetter.

Var det så værd at vente på, og har de stadig den glød og den intensitet, der skal til for at løfte taget på Store Vega denne aften på Vesterbro? Svaret er både ja og nej. Pelstøjet, babyolien og de latterlige sværd er for længst erstattet af mere neutral scenebeklædning. Men desværre er det musikalske indspark ikke nær så velfungerende som tidligere. Bortset fra Eric Adams, der personligt får fem stjerner, lå resten af kvartetten længere nede i feltet.

Der spilles naturligvis højt, og det kan jo ikke komme bag på nogen, men lyden er heldigvis forholdsvis klar. Man fik det lidt på fornemmelsen, allerede da vi blev lukket ind i salen, og scenen var fyldt med højttalere og lys, der vel ikke ligger langt fra niveauet på en festivalscene. Hele tre storskærme stod nærmest oven i hinanden bag den overdrevne mængde forstærkere og højtalere. Men overdrivelse er også et kodeord for Manowar.

En koncert med musikalske op- og nedture

Lyset går ud 20:40, og Manowar lægger ud med en frisk og medrivende udgave af "Manowar" fra debutpladen. Jeg tror sgu aldrig, de har åbnet med andet. Et herligt nummer, der straks sætter salen i kog. Efter mange år med nu afdøde Scott Columbus bag trommerne er det nu igen Donnie Hamzik, der netop spillede på dette nummer på debutpladen, som er tilbage bag trommerne.

"Call to Arms" følger lige efter, og her fungerer metalmaskinen stort set fejlfrit. Der er gang i den, og bandet spiller fint op til luftguitar. Allerede herefter synes jeg, at det falder en anelse sammen. "Sign of the Hammer" og "The Power" spilles, men uden samme intensitet som de to indledningsnumre, og "Hail, Kill and Die" falder efter min mening til jorden som en tung klods uden energi. "Brothers of Metal pt. 1" er derimod i orden. Teksten er klassisk Manowar med svulstige sætninger om sammenhold og metal. For alle andre end metalfans er dette nok noget nær uspiseligt, men i denne forsamling kalder det på fællessang og arme i vejret.

Hvad der så skulle have været så smukt blev simpelthen en katastrofe. Den fantastiske "Mountains" bliver ganske enkelt massakreret til ukendelighed. Eric Adams prøver med sin flotte stemme at lægge lidt sjæl i, men både DeMaio og Logan spiller så håbløst uden sjæl og følelse, at jeg slet ikke kan huske at have set værre fortolkning af et ellers flot nummer.

"Expendable" og "El Gringo" fra seneste album "The Lord of Steel" følger og fungerer vel fint nok. "El Gringo" kan bedst beskrives som en metalwestern, hvis dette er muligt. Faktisk lykkedes det Manowar at blande deres vikingehejs og alligevel få skabt en western-undertone. Dette kommer dog mere til udtryk på studieversionen, hvor Logan får lagt mere følelse i sit guitarspil.

Efter "Thunder in the Sky" leverer Joey DeMaio sin obligatoriske bassolo. Det er selvfølgelig ulideligt og endda værre end nogensinde. Der er ingen formildende omstændigheder. Det lyder rent ud sagt ad helvede til, og jeg står og tænker på, hvad fanden han egentlig vil med det der, for det er så kikset, at man kniber sig i armen for at overbevise sig selv om, at det ikke er en makuleringsmaskine, der står og kører.

Heldigvis efterfølges han af en fantastisk version af "The Sons of Odin", der igen sætter fart på festen. Det var et af aftenens absolutte højdepunkter. Her går det til gengæld helt galt med sikkerheden i salen. Der var flere gange under koncerten nærmest kaotiske tilstande med publikummer, der gik helt amok og trampede rundt og væltede uhæmmet ind i folk, der fik albuer og andre legemsdele i hovedet. Der gik simpelthen Brøndby i den, uden at vagterne greb ind og stoppede gemytterne. Men da en ungersvend samtidig tog sin iPhone frem og prøvede at tage et billede, var vagterne straks over ham. Jeg forstår ikke, hvorfor Vega ikke prioriterer sikkerhed frem for at jagte mobiltelefoner, der alligevel er en fast del af koncertbilledet på hele kloden. Der er alligevel så mange klip på YouTube, at et par rystede mobiloptagelser fra en Manowar-koncert i Vega vel ikke gør den store forskel. Det er okay, at folk gi'r den gas og lader sig rive med, men grænsen for acceptabel koncertadfærd blev helt klart passeret. Nogen kunne være kommet til skade, og mange måtte søge ly i siderne og længere nede i salen.

Trommesoloen er desværre ikke mere interessant end bassoloen, og DeMaio holder et lille foredrag på dansk, hvor han blandt andet har lært at sige "vi skal have øl, og vi skal kneppe pigerne sønder og sammen". Ret begavet, må man sige. Han sender dog en velfortjent hyldest til afdøde promoter Erik Thomsen, der personligt fik mange fede koncerter til København. Han fik også promotoren for Copenhell på scenen, og brugte belejligt lejligheden til at foreslå, at Manowar bliver tilføjet til plakaten. Publikum virkede rimeligt positive over for idéen og gav DeMaio den fornødne opbakning.

Herefter får vi skarpe metallektioner som metalperler på en snor. "Kill With Power", "Kings of Metal", "Hail and Kill" og "Manowarriors" er alle medrivende, og Manowar får hevet lidt af det tabte hjem igen. Her er energi og småt med lir. Lige på og hårdt og med smil på læben. Særligt "Kings of Metal" og "Manowarriors" har et godt tempo og fungerer perfekt. "Manowarriors" er en hyldest til deres fans, som Manowar altid taler så rosende om. Det er egentlig ret paradoksalt, at netop Manowar ikke tillader deres ellers loyale fans at løfte mobilos. Koncerten lukkes med titelnummeret fra den aktuelle "The Lord of Steel".

"Warriors of the World United" er selvfølgelig med og opsummerer, hvad festen handler om. Den sidder lige i skabet, men passer også perfekt til den stive og skarpe stil, der kendetegner Manowar anno 2013. Koncerten afsluttes med en energisk og hæsblæsende version af "Black Wind, Fire and Steel". Her bliver vi dog mindet om, hvor vigtig sjælen i musikken er, og det selv om, det er heavy metal. Karl Logan formår på ingen måde at løfte arven efter Ross The Boss i dette nummer. I stedet for at genskabe originalens flotte klang, tonser Logan bare derudad. Han er hurtig, men der er sgu ikke meget følelse i det.

En god koncert med alvorlige skønhedsfejl

Manowar leverede en noget svingende præstation. Der var absolut mange øjeblikke, hvor det var effektivt, medrivende og velfungerende, men der var så sandelig også steder, hvor det var tåkrummende ringe. Bandet fremstår knap så sultne, og de griner stadig ikke ad sig selv. Normalt er selvironi en vigtig bestanddel, men jeg tror, at det er bedst, at Manowar holder sig fra at vise det offentligt (hvis de altså har den), da det vil fjerne noget af morskaben og galskaben for os andre! Man kan jo ikke lade være at holde af dem alligevel.

Skønhedsfejlene trækker koncerten ned på fire stjerner. Den manglende sult og den noget rutineprægede præstation får mig altså til at fjerne en stjerne mere. Måske jeg er for hård, da drivkraften bag Manowar altid har været DeMaios store ego og hans manglende grænser udi det overdrevne og det patetiske. Det giver nogle skøre og skæve idéer, der ikke kun skaber pændende resultater, men altså også efterlader de uskønne indslag. De har numrene, de har erfaringen, de har energien, de kan gøre det meget bedre!

Other bands play, Manowar kill! Okay, så siger vi det!

Følg Manowar tryk på hjertet

Manowar til Store Vega
14-11-2012 (nyhed)
Manowar: The Lord Of Steel
14-11-2012 (anmeldelse)
Scott Columbus er død
05-04-2011 (nyhed)
Manowar: Gods Of War
12-03-2007 (anmeldelse)
Tip en ven
8 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
2
Klasse anmeldelse.
1
De er ikke fra NY City....
2
Vidste ikke Puyol var stoppet i Barcelona?
-1
#3: Dagens kommentar! :D
0
Anmeldelsen er for så vidt ganske velformuleret og saglig, hvad man ofte savner fra folk, der ikke har tilstrækkeligt forstand på heavy metal til at kunne udtale sig om det. Jeg må dog erklære mig dybt uenig i selve bedømmelsen. Bandet var lige netop sultne. Der var energi og spilleglæde fra start til slut, og fucking SAMTLIGE numre gik rent ind hos et mindst lige så sultent publikum. Jeg husker simpelthen ikke at have oplevet nogen bedre publikumsrespons og stemning til nogen koncert i Vega. Jojo, bassoloen var lang og mudret, men det skulle da også være det eneste kritikpunkt. Og at Mountains skulle være blevet "massarkreret" er da en overdrivelse af dimensioner, der skæmmer anmeldelsen mere, end nummeret så måtte have skæmmet koncerten, som efter min - og efter stemningen at dømme, størstedelen af publikums - mening var til mindst 5/6.

Og så ved jeg ikke, hvilken type koncerter, anmelderen normalt frekventerer, men jeg kan informere om, at det hersens åbenbart meget eksotiske noget med at "trampe rundt og vælte uhæmmet ind i folk" kaldes "moshing" og er kutyme til stort set alle metalkoncerter. Der findes faktisk sjovt nok et ganske rammende Manowar-citat, der lyder "if you ain't got the guts to take it, you can leave the hall". Hahahah, "Nogen kunne være kommet til skade"! Så siger vi dét, mormor.

En sidste vigtig ting, iøvrigt: Hvis Manowar eller et hvilketsomhelst andet band ikke gider ha', at deres publikum står og fedter rundt med deres lortetelefoner, når de er til koncert, så har publikum damn well at lade være med at stå og fedte rundt med deres lortetelefoner, når de er til koncert. Der ligger for mig at se et ret indlysende og faktisk ganske agtværdigt budskab bag, som mange af dagens koncertgængere i dén grad kunne tage ved lære af.
-1
Det var en lorte koncert! er totalt enig med anmelderen. Manowar tror de er så højt hævet over alle andre, at det er til at lukke op og skide i!
1
Sjovt nok har jeg altid synes at studieversionen af "Mountains" er temmelig rodet og usammenhængende, men til min store overraskelse fungerede nummeret rigtig godt live.

Log ind for at kommentere.