Papir: Muzirkus, Nyborg

Papir, Muzirkus, Nyborg

Papir: Muzirkus, Nyborg

Anmeldt af Simon Nikolaj Haldbo | GAFFA

Hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med Papirs psykedeliske post-rock, så har man helt klart lektier for. Papir er ikke den sædvanlige svenske krimi-rock, men kompleks bevidsthedsudvidende epik, der kræver noget af sin lytter. Udbyttet er dog tilsvarende stort. At der med Papir vitterligt er tale om lytterære talenter går dog først for alvor op for én, når man oplever dem live. Gør det! Ikke for at se dem eller høre dem, men for at mærke dem! For mens musikken i sig selv er fantastisk, så er live-oplevelsen bogstavelig talt transcenderende.

Papir er i sin udformning simpel, potentialet er dog enormt. Fold det fem gange, og du har en flyver, fold det ni gange, og du har en trane. Ligeledes opnår Nicklas (guitar), Christoffer (trommer) og Christian (bas) gennem en solid omgang rock-origami at forvandle det simple setup af instrumenter til musik, der virkelig får dig op at flyve. Denne aften fik de tre herrer på under på 10 minutter sat deres udstyr op i en lokal musikforening i Nyborg og sendte til en billetpris på 30 kroner de 60 fremmødte på syretrip til de fjerneste afkroge af det menneskelige sind. Med tre opvarmningsbands og Ale No.16 (Refsvindinge) til 15 kroner flasken var der således tale om rockhistoriens hidtil bedste tilbud.

Hver af de fire-fem numre, der blev spillet denne aften (hver på 15-20 minutter) er i princippet bygget op efter samme grundform. En grundform, hvis styrke Aristoteles beskrev så tidligt som 335 f.Kr. Alle starter de med anslaget; en sagte flirten med highhat og bækner, der forsigtigt fanger din opmærksomhed. Temaet præsenteres som et simpelt riff eller et bas-groove. Langsomt, men sikkert nuanceres og uddybes dette gennem aktanternes indbyrdes interaktioner i et samspil, der virker både naturligt og udfordrende. Der er her, du langsomt mister kontakten med din krop, idet din sjæl forsigtigt siver ud af kroppen og op mod scenen.

Fanget i denne tilstand føres man nu viljeløst mod "point of no return"; et lokalt klimaks, hvor den umiddelbare forløsning dog overrumples af en tilbagevenden til grundtemaet, der her præsenteres i en ny og uventet form. Opslugt og helt ude af stand til at løsrive sig føres man nu mod det egentlige klimaks. I en kamp mod musikkens inderste væsen udkæmper aktørerne et blodigt improvisatorisk slag. Rytme, melodi og symfoni er under angreb, og vi kastes ud i kaos. Netop her, i sidste øjeblik, lige inden den mentale kortslutning, skrider aktørerne til handling og genskaber orden. Lettet og fortørnet, men på en bølge af forløsning, ledes man atter, med forsigtige hænder, ud af det følelsesmæssige tomrum og tilbage til den materielle verden som et nyt og bedre menneske.

Jeg anbefaler alle, både troende og ikke-indviede at møde op til gudstjeneste med Papir og lade sig velsigne.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA