Major Lazer: Free The Universe

Major Lazer
Free The Universe

Major Lazer: Free The Universe

GAFFA

CD / Mad Decent
Udgivelse D. 16.04.2013
Anmeldt af
Simon Nathanael

Da Major Lazer lagde Vega ned under sidste års Strøm-festival, var det en eklektisk musikalsk magtdemonstration uden lige. I pølen af den svedende, barmavede ungdom gik det op for den hvide hipster, hvorfor baile funk og aggressiv dancehall er fedt, når man går amok.

Nu er toeren på banen, og bagmanden Diplo har, fuldt forståeligt, ikke ændret opskriften så meget som en my. Den ulidelige og samtidig sygeligt dragende bas-distortion på Jah No Partial og de minimalistiske storetromme-rytmer under Elephant Mans rap på Wind Up indeholder den der slags energi, som turbo-fryder dit mellemgulv til trods for alskens fornuftge indvendinger fra hovedet lidt højere oppe. En samplet Shaggy på Keep Cool lyder overraskende, ja, cool som support for Wynter Gordons smukke fusion af dancehall og pop.

Pladen er på trods af den velkendte formular fyldt med overraskende hooks, små vokalsamples og melodibidder, som får sig boret ind i lytterens hukommelse uanset humør, farve og fædreland; dans!



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA