Povl Dissing med band: Stakladen, Århus

Povl Dissing med band, Stakladen, Århus

Povl Dissing med band: Stakladen, Århus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Det har ofte undret bekendte, hvordan undertegnede med stor fornøjelse kan gå til op til flere koncerter med samme kunstner, på samme turné. Når man har set giraffen - eller mumien - er det vel ligesom dét, ikke?

Nej, og forklaringen er simpel: Man bemærker nye farver, nye vinkler i musikken og lyrikken, og i og med at koncertoplevelsen i sit væsen er så subjektiv (og emotionel), kan to stort set identiske koncerter være fundamentalt forskellige oplevelser.

Det er mindre end et år siden, 75-årige Povl Dissing stod på scenen her i Stakladen på Århus Universitet som led i en lille koncertrække under titlen "25 minutter endnu". Den aften i september '12 var decideret storslået, og mindre fremragende var det ikke i Viborg, at dømme efter den just udgive live-cd "25 minutter endnu live 2013".

Nu er Dissing og band så tillbage på samme scene med samme drømmesæt med fokus på karrierens tidlige år - og så undgår man ikke de helt banale spørgsmål: Kan Dissing matche mesterkoncerterne sidste år? Og kan skribenten blive ved med at finde på noget, der ikke allerede er sagt og skrevet den musikalske institution Povl Dissing?

Smerteligt smukt

Det sidste får stå hen, mens svaret på det første i aften skal vise sig at blive et rungende ja - navnlig i koncertens anden halvdel, hvor ikke mindst guitarist Las Nissen tager stik efter stik hjem med en række indlevede og overlegne soli.

Smagfulde smertenstoner vævet i en generelt glimrende præstation af et band som også tæller sønnerne Jonas og Rasmus, trommeslager Jesper Elnegård, bassist Nicolaj Storr og Dan Hemmer på Hammondorgel.

Der åbnes med "Solopgang" der, som Dissing bemærker, "er gamle Levinos sang...den har jeg valgt til at repræsentere de gamle sange, jeg spillede før jeg selv opbyggede et repertoire".

De gamle danske forlæg skal der komme flere af i løbet af aftenen; således også en smerteligt smuk "Lille Anna", som Dissing i sin tid opdagede hos Dansk Folkemindesamling.

Eller en excellent udlægning af "Giv mig en hest, mor" om drengen der så inderligt ønsker sig en hest, men i første omgang blot får en marcipanhest: "Da han så det flotte dyr / var han en skuffet fyr". Samtidig minder de (rurale) folkloristiske forlæg os om en central kvalitet i Dissings virke som fortolker.

Inderlig levering

For nok er det musikalske fundament i vidt omfang støbt af The Blues, men det er i virkeligheden klassecountryens kunstgreb par excellence, der her udfoldes: på troværdig og bevægende vis at levere materiale som kunne kaldes banalt og sovsende sentimentalt, hvis ikke det var fordi det blev så inderligt leveret.

Og fordi "sovsende sentimentalt" og "banalt" ved dagens afslutning bare er andre ord for store følelser og almenmenneskelige erfaringer - og som sådan vel cirka så menneskeligt, som det bliver. 

"Fordi jeg er den ældste har jeg fået lov at bestemme en del i aften... programmet, for eksempel; jeg har fået lov at plukke nogle sange", siger Dissing efter åbningsnummeret for herefter at fokusere på de gamle tekster af den nu afdøde syrepoet Laust Bengtsson. 

"Godt nyt i dag" afløser "Anemonesmil", hvor samklangen mellem en af Lassens stærke soli og linier som "et rådyr så os, hånd i hånd" illustrerer det møde mellem amerikanske og danske traditioner, som finder sted i Dissings musikalske univers.

"Jeg gør dig rig igen" giver anledning til muntre sidebemærkninger om, at det var et løfte Dissing ventede længe på at få indfriet.

For humoren er også i høj grad til stede i et forbilledligt modspil med de patosfulde sangforedrag, hvor passager næsten har karakter af opera, og Dissing folder sine særegne fraseringer ud. Specielt, jovist, og ovenikøbet aparte - men aldrig krukket eller forceret.

Følsom forløsning

"I kender allesammen duften...", siger Dissing gådefuldt og holder en kunstpause inden en følsomt forløst "Svantes lykkelige dag" foldes ud over det taknemmelige, siddende publikum. Siden følger et medley af tre sange fra og om Dissings møde med Grønland.

Hvor første sæt med enkelte afstikkere har handlet om Laust Bengtsson-materialet fra "projektet, vi kaldte Nøgne Øjne" ("Dissing" fra 1969, red.), er det - efter en halv times pause - Thøger Olesens formidable fordanskninger af britiske og amerikanske poptekster, som er i centrum. 

"Jeg synes, de her sange var lige strenge nok", siger Dissing om det første indtryk af Olesens tekster, og fortsætter: "..og så mig, der skulle synge sådan en som denne her...". "Den Grimmeste Mand i Byen" følger, inklusive eminent guitararbejde med nik til hedengangne Frees 1970-hit "All Right Now".

Efter et bragende bifald bemærker hovedpersonen underspillet: "Jeg er glad for at I godt kan forstå, at jeg var meget forbavset over at det var mig der skulle synge den!".

Nu er det som om, bandet for alvor slapper af og hygger sig, og samspillet er respektindgydende gennem to glædelige greb tilbage til tiden med Burning Red Ivanhoe ved tressernes udgang.

Drømmeviolinen

"Hør, nu synger blæsten" står som en smuk søstersang til "Solen er så rød, Mor" med linier om at smøre blæsten, der piber. Og "En tosset spillemand" samler i sin barnlige enkelthed nogle centrale pointer:

 

Jeg spiller for de triste, så de bliver i godt humør

Og jeg spiller de forrykte splittergale

Og møder jeg en alvorsmand, som aldrig blev til grin

Så spiller jeg ham fjantet på min drømmeviolin

 

og videre, konkluderende:

 

Jeg er en gammel spillemand der drømmer uafbrudt

For den der aldrig drømmer lever ikke

Jeg spiller dig et eventyr hvor alt bliver godt til slut

Og jeg spiller for de lyse øjeblikke

Og vil du med til drømmeland og bruge fantasien

Så skal du bare lytte til min drømmeviolin

 

Her berøres noget centralt i selve (folke)musikkens væsen: Sangen er rummet for den umiddelbare underholdning og fysiske forløsning - men også for reflektion og regeneration.

Dissing og drengene lukker det regulære sæt med en tindrende smuk "Snehvidekys", inden ekstranummeret "Hymne til natten" (Dissing: "For mig er det den mest fantastiske sang, Benny Andersen har skrevet") sætter endeligt punktum.

Bevæget aften

Det har været en bevæget aften. For selvom vi har været på tur langt tilbage  i bagkataloget og vidne til en lektion i dansk rockhistorie, har de to gange tres minutter i mindst lige så høj grad været en tur ud af tiden, en antydning af musikkens transcendentale  og tidløse kvaliteter.

Fordi denne her lyrik simpelthen lever i Dissings levering, stadigvæk. På vej hjem tænker jeg på noget, Dissings yngre, australske kollega Nick Cave for nylig sagde til mig:

"Jeg tror, at det er essensen af liveoplevelsen: Det er dét, vi går til koncerter for at se. At et menneske kan blive noget andet, blive løftet op af sin optræden. Og at det i sin natur opløfter alle andre omkring".

Således også i aften i Stakladen, hvor Dissing - igen - har cementeret sin status som fornem fortolker af en folkelig tradition, han er blandt de sidste til at holde i live. På en alt andet end arkivarisk og umiskendeligt Dissingsk facon, forstås. 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA