Apparatjik: Statens Museum for Kunst, København

Apparatjik, Statens Museum for Kunst, København

Apparatjik: Statens Museum for Kunst, København

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

Apparatjik med Jonas Bjerre fra Mew opløste grænserne mellem rockkoncert, performance art og videokunst på Statens Museum for Kunst. Kort og flot.

"End of Communication" står der på de fire kvadrater, som tilsammen udgør Apparatjiks "Light Space Modulator". En kæmpestor terning, som de sidste 49 minutter har været centrum for supergruppens kunstneriske udfoldelser. Det meste af tiden med de fire medlemmer, Jonas Bjerre fra Mew, Guy Berryman fra Coldplay, Magne Furuholmen fra A-ha og produceren Martin Terefe inden i. Kun synlige som silhuetter på de fire lærreder, som udgør kubens sider.
Publikum er forvirrede over den korte koncert. Mine sidemænd diskuterer, om der er pause. Mange er utilfredse, og efter små ti minutters klapsalver opgiver selv de mest ihærdige håbet om et ekstranummer.

Snævre rammer
Men måske er de skarptskårne 49 minutter alligevel en klog disposition, når Apparatjik har valgt så, bogstaveligt talt, snævre rammer at optræde inden for. Rammer, som de har udfyldt maksimalt i et ekstremt omhyggeligt tilrettelagt audiovisuelt sansebombardement. Uanset at den visuelle del af showet var overvældende sejt og fantastisk, ville det i længden være blevet ensformigt at se på en rockkoncert opført som skyggespil.

Klaverbokser
Publikum oplevede kun Apparatjik i kød og blod tre gange i løbet af koncerten. Da de gik på, da de gik af, og da de trådte ud af kuben for at akkompagnere gæstesangerinden Lowell på den smukke ballade "The Birds". Eller rettere: To bandmedlemmer slæbte rundt på et Wurlitzer-elklaver, som et tredje spillede på med bokserhandsker, mens den sidste legede fugl med papvinger og sølvpapirsnæb. Alle fire klædt i soldateruniformer med sølvpailletter og hjelme med gevir. Alt imens Lowell løb rundt og lignede en fortabt og trashy alfepige. Et højdepunkt og et bizart sceneri, der ligger lagt fra en traditionel rockkoncert. Det havde været morsomt at opleve Apparatjik-drengene træde ud i et stunt mere.

Men som sagt så de også fabelagtige ud som silhuetter inde i The Light Space Modulator, og konceptet var teknisk set vanvittig godt udført. Silhuetterne fik en næsten tredimensionel virkning, og der var en stærk rockkoncert-energi i projektionerne af bandmedlemmerne, som blev blandet med film, grafik, farver og animationer.

For meget hjerne
Rent musikalsk er Apparatjik knap så eksperimenterende, som de er visuelt. Deres pumpede technorock lyder godt og er perfektionistisk og kompromisløst tilrettelagt. Det er en slags luksusmusik og designermusik, hvor alting er meget flot - men aldrig rigtig spændende eller farligt - på trods af det eksperimenterende afsæt. Svagheden er, at der er for meget hjerne og for lidt hjerte. Apparatjik når momentvis tæt på, men det er aldrig stærk følelsesmæssig musik, som griber dig om hjertet. Apparatjik er mest menneskelige takket være deres humor og den nørdede fascination af videnskab, som bløder igennem ikke så få steder i sangene.

Gennemført og gennemarbejdet
Statens Museum for Kunst var den perfekte ramme for koncertbegivenheden, som i bund og grund mere havde karakter af performance art og multimedie-video-installations-whatever-kunstevent. Derfor er den også umulig at anmelde ud fra de almindelige præmisser for en rockkoncert. Jeg forholder mig til, at Apparatjik gav et vellykket, gennemført og gennemarbejdet show, som fungerede supergodt i de kompakte og skarptskårne 49 minutter, den varede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA