Søren Dahl Jeppesen: Pipe Dreams

Søren Dahl Jeppesen
Pipe Dreams

Søren Dahl Jeppesen: Pipe Dreams

GAFFA

CD / Gateway Music
Udgivelse D. 14.05.2013
Anmeldt af
Ivan Rod

Den danske jazzguitarist Søren Dahl Jeppesen har tidligere udmærket sig, fået fine anmelderroser (f.eks. fra undertegnede) og modtaget nomineringer til Danish Music Awards (for sit forrige album). Pipe Dreams, hans nye (og tredje) album i eget navn, fremstår ikke desto mindre mere gennemarbejdet og helstøbt end forgængerne. Stadig er det et melodisk, meditativt, melankolsk, filmisk, instrumentalt udtryk, der venter lytteren. Et udtryk, der ligger klart i forlængelse af det, lytteren kunne høre på Jeppesens første to album.

Denne gang er hans instrumentale udtryk bare blevet udbygget med pianisten Simon Toldams mellemkomst. Og dét fungerer! Styrker det ydmyge, lidt stilfærdige udtryk, som i forvejen virker så dragende. Endnu engang er der en særegen autenticitet og troværdighed over Jeppesens musik. Noget smukt, vedkommende, dybfølt. Jeppesen har et musikalsk slægtskab med kollegaen Jakob Bro. Men han er også sin egen. Manden bag et på én gang enkelt, nedtonet og mange facetteret, flertydigt udtryk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA