Robert Reinhold: Rustvogn i civil

Robert Reinhold
Rustvogn i civil

Robert Reinhold: Rustvogn i civil

GAFFA

CD / Gateway Music
Udgivelse D. 01.08.2013
Anmeldt af
Espen Strunk

Min misantropiske ven smilede fornøjet flere gange, mens han adspredt bladrede igennem digtsamlingen Glasskår i blodet, hvorfra nærværende lille albums syv tekster er hentet.

Og der da også flere fine, poetiske mismods-ytringer at hente her - tag nu linier som "Selv er jeg en paria der drømmer livet væk / min dårskab fylder meget og resten er af blæk" (Morgen) eller hvad med "Bag hver afsked lurer ønsket / om en dag at være et helstøbt eget jeg" (Afsked afsted). 

Helt så godt kører det - rent poetisk - ikke for skuespilleren Reinhold hele vejen igennem, og sine steder trænger det småfortænkte og forcerede sig da også på. Til gengæld er den debuterende lyriker velsignet med en stemme, som gør recitationerne til en fornøjelse i sig selv, og tilløbene til egentlige sange i Engel eller titelnummeret er ikke uden melodisk substans. 

Således er Rustvogn i civil måske ikke ligefrem en overrumplende oplevelse - men ikke desto mindre et ganske hæderligt livtag med den forbandet svære fusion mellem lyd og litteratur.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA