Alt-J : NorthSide Festival, Blue Stage

Alt-J , NorthSide Festival, Blue Stage

Alt-J : NorthSide Festival, Blue Stage

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Regnen væltede ned i stride strømme, da engelske Alt-J gik på scenen denne sene lørdag eftermiddag. Publikum var dog imponerende vedholdende og var troppet talrigt op foran Blue Stage iklædt regnslag og gummistøvler. Og det blev de belønnet mere end rigeligt for.

Først og fremmest må det nævnes, at lyden var sublim. Jeg har sjældent hørt så god en lyd til en open air-festivalkoncert. Særlig trommerne var at fremhæve. Selv helt omme bag ved (omkring højre side af lydteltet), kunne vi tydeligt høre markeringer, der blev anlagt alene på trommestikkerne. Ikke et enkelt anslag var altså spildt, når det gjaldt Alt-J under denne koncert. Ikke kun lyden, også musikerne bag instrumenterne var så velspillende og veludførte, at man næsten havde svært ved at tro på, at der ikke blev benyttet back track på en eller anden måde. Helt ærligt - det lød nærmest bedre end på pladen.

Især må der gives cadeau til de eminente korarrangementer, som de tre unge mænd Gwil, Gus og Thom præsterede. Vokalerne stod knivskarpt. Og ikke mindst må fremhæves forsanger Joe Newman, der leverede intet mindre end en pragtpræstation inden for sit felt. I flere passager havde bandet valgt at synge udelukkende a cappella, direkte uden forudindtaget tone, stemmegaffel eller lignende. Særligt gav coverversionen af Kavinskys nummer "A Real Hero" virkelig point i karakterbogen. Hold da op.

På grund af regnen, der gav rosinlignende fingre, havde jeg desværre ikke mulighed for at notere sætlistens fremgang særlig godt, men vi fik mere eller mindre hele debutalbummet "An Awesome Wave" leveret. Bare med blandede kort i forhold til rækkefølgen af numrene. Dog kan fremhæves begejstringen under "Something Good", halvvejs inde i koncerten, hvor regnen for alvor var stoppet, med solstrålerne i vente, "Matilda", der vakte genklang i befolkningen, og ikke mindst afslutningsnummeret "Breezeblocks", der for alvor cementerede Alt-J's fornemme koncert, hvor også publikum endte med at være i en mindre ekstase. Og jeg tror absolut ikke, at det kun handlede om det tiltrængte vejrskifte.

Måske er jeg nærig og nederen, når jeg "kun" giver fem stjerner, for jeg kan faktisk ikke helt sætte en definérbar finger på, hvad Alt-J skulle have gjort bedre. Men jeg har en stærk fornemmelse af, at det vi så lørdag på NorthSide kun var toppen af isbjerget fra deres side. Og der skal jo også gerne være plads til både forbedringer og belønninger fra anmelders og bands side.  Jeg håber, tror og glæder mig i hvert fald.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA