Nick Cave & The Bad Seeds: Northside Festival, Green Stage

Nick Cave & The Bad Seeds, Northside Festival, Green Stage

Nick Cave & The Bad Seeds: Northside Festival, Green Stage

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Hvad vil I høre, venner? Om hvordan Nick Cave & The Bad Seeds "skrev Northside-historie" lørdag aften, som en entusiastisk konferencier proklamerede efter knap halvhanden times triumftog? Eller om mytologi materialiseret og maskulin magnifikation gennem rockkoncertens rensende ritual?
 
Ligegyldigt, for det er to sider af samme sag i aften, hvor Cave placerer en knytnæve i fjæset på det historieløse hipster-segment med en buket af sine rystende rocksange.
 
Lige fra karrierens tidligste år med "From Her to Eternity", "Tupelo" og "Mercy Seat", over mesterværkerne fra 90'erne ("Papa Won't Leave You, Henry", "Stagger Lee", "The Weeping Song") og frem til dette års "Push the Sky Away", som er pænt repræsenteret i aften.
 
Hitparade fra helvede
 
Siden den fremragende releasekoncert for albummet i februar i London har bandet med andre ord sammensat et sæt, som kan betragtes som et kondensat af det samlede - og eminente - bagkatalog.
 
Eller, om man vil, en hitparade fra Helvede, hvor vi "bader i en spand med slagteknive" ("Jack the Ripper") og tvinger Billy Dilly til at sutte pik med en revolver for panden ("Stagger Lee"), mens Cave i den gamle sag "Deanna" proklamerer at "I'm not down here for your money / I'm not down here for your love / I'm down for your soul".
 
"It's fuckin' freezing... and it's light!," indleder Cave da han skridter ind på scenen klokken kvart over ni og ryster de lange lemmer på plads med sin karakteristiske gestik, inden seancen indledes overlegent med "We Know Who U Are." Og allerede i efterfølgende "Jubilee Street" - en af den seneste plades centrale sange - ved man, at Cave er i fuld kontrol i aften, i front for et hårdt rockende Bad Seeds.
 
Rødvin og cigaretter
 
Højrehånden Warren Ellis kaster med største selvfølgelighed åndeløse soli på både violin, guitar med mere ind i lydbilledet, indimellem siddende henkastet på en stol i sin på en gang skødesløse og ulastelige fremtoning. Resten af bandet er bassist Martyn P. Casey med rødvin og cigaretter bagest på scenen, Conway Savage (pragtfuldt navn, i øvrigt) på klaver og vokal og den tidligere Bad Seed Barry Adamson på trommer midlertidigt tilbage i en sygdomsramt Thomas Wydlers sted. Da Cave på et tidspunkt indleder "Tupelo" med nogle ord om Elvis Presley, adresserer han selv det ungdommelige publikum: "...Ja, han var før jeres tid. Før, like (vrænger han, red.), Band of Horses. Før Mumford & Sons."
 
Man kunne da også ganske rigtigt have frygtet, hvordan ikke mindst Nick Caves nye materiale ville fungere foran et feststemt publikum på en festival, som med sin kunstneriske profil må antages at appellere til et lidt yngre publikum.
 
Ritualets kerne
 
Den slags spekulationer bliver dog gjort til skamme i aften, hvor et forbavsende fokuseret og medlevende publikum velvilligt tager med Cave på en rejse ind til det menneskelige mørkes hjerte. Men også til kernen af selve det rockritual, som Cave selv sammenfattede således over for undertegnede for nylig: 
 
"Det er på en måde det, vi vil se: vi vil mindes om, at det er muligt at transcendere vores almindelighed. Og det er det, der sker når vi oplever en stor koncert; vi bliver alle sammen til noget bedre".

Det handler om rockkoncertens transformative karakter, hvor det ikke bare drejer sig om, at Cave træder ind i sangenes roller - fra stjernepsykopaten og seriemorderen Stagger Lee til den dødsdømte fortæller i "The Mercy Seat".

Forløst og foruroliget

Men mindst lige så meget om, at den midaldrende sangskriver, som fra et stilfærdigt eksil i Sydengland løbende udsender nogle af branchens mest begavede rockalbum, her træder ind på scenen og forvandler sig til figuren, rockstjernen Nick Cave

En selvsikker, vulgær, poetisk persona, som netop ikke kun er privatpersonen Nick Cave, men en gestaltning af en fælles erfaring - og netop derfor kan fremstå sejere, end man troede menneskeligt muligt. Larger Than Life hedder det vist. Og gennemfører denne transformation med en så overbevisende indlevelse og energi, at man som tilskuer går derfra både forløst og foruroliget. 

Det er dét, vi oplever i aften, hvor Nick Cave & The Bad Seeds' sublime balanceakt mellem kaos og kontrol fungerer optimalt, og de således - nå ja - skriver NorthSide-historie, om man vil. Fremragende. Fucking fremragende, simpelthen. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA