King Diamond: Copenhell, Helviti

King Diamond, Copenhell, Helviti

King Diamond: Copenhell, Helviti

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Allerede om lørdag eftermiddag summede det af forventning på festivalpladsen. Granvoksne mænd malet kridthvide i hovedet og med sorte omvendte kors dystede i, hvem der havde den mest skingre falset. Og det var der en god grund til.

Kongen var på vej til København. Danmarks vel nok største metal-navn gennem tiden, King Diamond, skulle lukke årets Copenhell med en koncert, der forhåbentlig kunne leve op til de massive forventninger, mange havde til manden. Der i øvrigt oprindeligt hedder Kim og kommer fra Hvidovre.

Og allerede ved andet nummer, klassikeren "Welcome Home" fra kongens fantastiske skive "Them", var det helt tydeligt, at rigtig mange på Copenhell havde set frem til endelig at møde kongen af dansk metal. Alene King Diamonds sceneshow er helt og aldeles forrygende, og var lørdag aften med til at skabe en helt særlig stemning omkring Kings teatralske horror-heavy.

Vi fik "Up From The Grave" og semi-hittet "Sleepless Nights", der fik mejslet ind i gravstenen, at King Diamonds unikke og til tider lidt skingre falset stadig sidder lige i skabet.

Samtidig har han i sin trofaste guitarist og komponist Andy Larocque en stålsat øksesvinger, der bestemt ikke er ueffen, når det handler om at servere ægte 80'er-metal af den episke skuffe. Man kan nok hævde, at King Diamond og hans musik på mange måder et et ekko fra fortiden, men som en blanding af heavy-teater og hitparade fungerede kongens show ganske upåklageligt.

Publikum var helt klar, og samtlige festklare falsetter i kongens kult skrålede om kap med Copenhells svar på satan selv.

King Diamond virkede trods sit sorte sind næsten helt glad for at være tilbage i Danmark, som han også enkelte gange fik fremstrammet på det lidt gebrokne dansk. Der var bestemt enkelte smuttere som eksempelvis den halvkedelige "Shapes Of Black", men så er det jo godt, at King Diamond havde et par Mercyfull Fate-klassikere med i kufferten.

"Come, come to the Sabbath…" messede kongen og modsat svenske Ghosts lidt komiske højmesse dagen forinden, var de troende helt tryllebundet i King Diamonds kapel.

Historien om de syv sorte ryttere, der afslutter King Diamonds klassiske koncept-plade, den morbide horror-historie om bastarden "Abigail", fik lov til at sætte et fornemt punktum for en helt igennem gennemført aften med helvedes hersker.
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA