Mark Knopfler: Forum, København

Mark Knopfler, Forum, København

Mark Knopfler: Forum, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var med en vis forventning, at man tog plads på sin stol i Forum. Mark Knopfler er trods alt en af de store mestre, når det gælder fingerspil på elekrisk guitar. Det var tydeligt, at publikum var af den ældre årgang. Var folk der forstår at hygge sig og ikke laver meget larm. Og sådan blev det.

Mark Knopfler har en solid fanskare her til lands. Trods en koncert dagen før i Malmø syntes han nærmest at have fyldt Forum op. Og det var folk, der var loyale fra starten, hvor Knopfler gik på med What It Is fra det populære soloalbum, Sailing To Philadelphia. Tilsat den irske lyd fra især Michael McGoldrick, som spiller både den specielle irske sækkepibe og den dybe whistle-fløjte, var der lagt i med den så elskede feelgood-stemning, der så let kan kamme over. McGoldrick, som blandt andet har spillet i Karen Mathesons skotske supergruppe Capercaillie, var dog under hele koncerten en nydelse at høre på. Sammen med makkeren, skotske John McCusker - der blandt andet har spillet med Battlefield Band - blev der hældt så meget kombineret violin og sækkepibe hen over Mark Knopflers typiske messende stemme og sange med akkorder, der ikke gør en kat fortræd, at det næsten blev for meget. Fik sine steder næsten karakter af riverdance på alderdomshjemmet.

Det var en fejlprioritering kun at have siddepladser, når man ikke samtidig havde videoskærme, men sådan har Knopfler haft det i en årrække. Siddende på den såkaldte terrasse var begivenhederne på scenen temmeligt langt væk. Mens det for dem på de bageste rækker nærmest må have været nødvendigt med en kikkert. Ikke at der var meget sceneshow på denne aften. Knopfler var ret stationær, mens han med vanlig stemme messede sine sange og ind i mellem kastede med stjernestøv. For stjernestøv er det altså, når hans guitar letter. Sådan har det altid været, og bandet som har ry for "at spille Dire Straits bedre end Dire Straits selv", spillede formidabelt.

Kombinationen af Father and Son, der oprindelig var fra soundtracket til filmen Cal, og Hill Farmer Blues fra The Ragpicker's Dream var første tidspunkt, hvor musikken for alvor lettede. Først med det irske mood, og så slap Knopflers guitar fri og fløj. Og når han rykker på den måde, er det kun folk som Ry Cooder, der kan følge ham. Her ville det have været fedt at være tæt på, så man kan nørde over guitarteknikken med alle knipsene med fingrene og hans avancerede måde at skrue op og ned for volumen. Den helt store fordel ved ikke at spille med plekter er, at der er så meget mere kontrol.

Romeo and Juliet har alle dage været et gyldent øjeblik. Albummet Making Movies definerede så meget vinteren 1980-81, og her fandt Knopfler sin filmiske fortællestil. Der gik et sug gennem publikum, der dog siden måtte spejde langt efter bare skyggen af Dire Straits. Ligesom Sultans of Swing, Money For Nothing eller Brothers In Arms aldrig kom. Det er konsekvens, helt sikkert. Men uforståeligt.

Til gengæld viste Knopfler mere fingerfærdighed på Postcards From Paraguay og leverede en fin Speedway To Nazareth, inden vi omsider fik en af perlerne fra Dire Straits, nemlig den vidunderlige Telegraph Road. Her lettede soloen og bragte en gammel fan helt hjem. Med den der helt specielle kælent indfølte twangede tone, som er så unik for Knopfler. Hvorefter han og bandet bare havde to ekstranumre, vi kunne gå hjem på.

Fin søndagshygge på Frederiksberg. Men heller ikke meget mere.

Trods eksplosioner af guitargenialitet.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA