Kraftwerk : Roskilde Festival, Orange Scene

Kraftwerk , Roskilde Festival, Orange Scene

Kraftwerk : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

At Roskilde Festival i år valgte at afslutte på Orange Scene med tyske Kraftwerk, må kaldes en både modig og ekstremt kunstnerisk disposition, for meget kan man sige om den stilskabende gruppe - og meget er blevet sagt gennem tiderne - men musik til bajere og bøllehat, det er det bestemt ikke. Og tak for det. Tværtimod er Kraftwerk en af de mest indflydelsesrige grupper i nyere musikhistorie, og deres tanker og idéer, og ikke mindst deres forståelse for rytmik, melodi og lyd, har sat sit præg på mange forskellige genrer, og i så alvorlig forstand, at man faktisk i ramme alvor kan hævde, at en hel masse musikalske retninger ville have taget sig anderledes ud, hvis ikke for Düsseldorf-kvartetten.

Og så har de samtidig hele vejen igennem karrieren formået at forarge som et klassisk punkband; mangen en aldret (i sind, i krop eller, som ofest, begge dele) anmelder med religiøst forhold til Dylan har gennem tiderne forbandet Kraftwerk og deres sjælløse maskinmusik, og forståeligt nok - Kraftwerk forandrede jo rent faktisk lyden af moderne musik i gennemgribende forstand, da de satte strøm til synthesizeren. Det gjorde Dylan ikke, da han satte strøm til sin guitar, men han skrev da et par fine sange undervejs og blev kaldt Judas, hvilket også tæller for noget i det helt store regnskab.

Hjulpet på vej med opdateret 3D-show gik de fire Kraftwerk-musikere på scenen omkring kl. 22, iklædt Tron-dragter og udstyret med hver sin synthesizerpult. Åbningsnummeret var klassikeren "The Robots", der ellers typisk serveres langt inde i Kraftwerks koncertsæt, og arrangementet var da også ændret en smule i forhold til sidst, gruppen gæstede landet. Man kan godt sige, at tyskerne indledte ballet med de formentlig vægtigste hovedværker i karrieren, nemlig "The Man Machine" - albummet blev, i løbet af koncerten, faktisk serveret i sin helhed, inklusiv "Metropolis" og "Spacelab", hvilket bestemt var en positiv overraskelse, og "Computerworld", hvorfra vi fik væsentlige uddrag.

Som vanligt stod de fire musikere stort set ubevægelige og betjente deres pulte, spillede de fængende melodier, vred filtre eller skabte lydeffekter. Fra tid til anden sang Ralf Hütter, både med og uden vocoder. Og bare lige for at slå det fast - der blev spillet live. Havde man de vakse ører med sig, kunne man sågar, en sjælden gang imellem, høre små unøjagtigheder, hvilket naturligvis ene og alene må tilskrives maskinens menneskelige sider. Men der blev ikke kastet håndtegn til publikum, der blev ikke spurgt om vi var med derude, og der var ingen synkrondansere i sexede kostumer. Og der skal nok være dem, der savnede den slags, men til jer vil jeg blot sige: fat mod, for når Rihanna ikke er stor længere om et par år, fordi I ikke længere gider købe hendes musik og parfumer, så står en ny replikant klar i kulissen, og til de af jer, der er traditionalister - jeg er sikker på, at Status Quo endnu ikke har givet sin allersidste afskedsturné.

Formidabel lyd
Det der med lyd til store koncerter er ikke nødvendigvis den letteste sag i verden. Jeg var forbi til førnævnte Rihannas playback-forestilling og Metallicas koncert på Roskilde Festival, og Kraftwerk havde livelyd, som ganske enkelt var klasser bedre. Bassen var dyb, men defineret, der var smæk i trommelydene, og de velkomponerede synthesizertemaer stod knivskarpt i et lydbillede, der ofte var så perfekt, at man helt glemte, at man stod til en stor koncert på åbent land. Jeg har været til et hav af koncerter gennem tiderne, og dette var simpelthen noget af den bedste livelyd, jeg har oplevet. Jeg brugte en times tid efter koncerten på bl.a. at snakke med andre musikere og musikelskere, samt andre anmeldere for at høre, hvor de havde stået under koncerten, og om mon lyden havde været lige så god som på forreste række, hvor jeg befandt mig. Svarene var alle ens: ja, ja og ja!

God lyd alene gør selvsagt ikke mesteren. Der må mere til, og jeg tænker naturligvis på det, man kunne kalde for indhold. Kraftwerk er en gruppe, der udstråler konceptuel konsekvens som velsagtens nærmest ingen anden, nogle gange i en sådan grad, at det bestemt nærmer dig det fanatiske. Og det ville måske ende en smule ufrivilligt komisk, hvis ikke det var, fordi Kraftwerk netop er så gode og gennemførste ud i disciplinen konceptuel konsekvens. Gruppens kompositioner arbejder med struktur og tone, der trækker på både popmusikken og den klassiske musik såvel som på avantgarde, og der arbejdes med en rytmik, der er så skarp, minimalistisk og stivbenet, at den på én og samme tid svinger voldsomt rykkende og samtidig har noget næsten krystalklart statisk over sig.

Koncepterne
Også hvad tekst og tematik angår, er Kraftwerk konceptualister. Ofte kredses der om forskellige menneske-maskine-forhold, og der males et billede af fremtiden, som er både nostalgisk og længselsfuldt såvel som fremmedgjort og truende, og på visse af numrene fra især "Computerworld" er gruppen nærmest profetiske. Titelnummeret handler om allestedsnærværende computernetværk, der akkumulerer data om os alle til store og magtfulde firmaer, mens "Computerlove" foregriber netdating og cybersex.

"Autobahn" og "Trans Europe Express" er romantiske minisymfonier til Europa. De funkler af fremtidens drømme om effektivitet og transport, men rummer også fortidens spøgelser. Hitler byggede Tysklands motorveje, og under hans rædselsregime var det helt andre passagerer, der blev fragtet med tog gennem Europa. Selv har jeg rejst gennem Europa med Trans Europe Express, og lyttet til Kraftwerk-albummet af samme navn, og når jeg er rundt og give koncerter, er det fast ritual, at "Autobahn" kommer på, når vi rammer motorvejen. Kraftwerk er, på godt og ondt, lyden af Europa, den katastrofale fortid i det tyvende århundrede og den utopiske drøm om en bedre fremtid.

Undervjs blev de forskellige numre understøttet af det grafiske 3D-show, som i passager fungerede rigtig fint og i andre virkede mere anonymt. Bedst var de passagerer, hvor det Bauhaus-futuristiske udtryk for alvor kom til sin ret, samt de numre, der gjorde brug af en æstetik, der mindede om tidlige computerspil og demoer. Og så var der de sjove detaljer for de rigtig vågne, såsom nummerplader under "Autobahn" med påskriften D: KR 74. Den første, der knækker koden og opsøger mig til næste års Roskilde Festival vinder en kop te med eddike.

Kraftwerk spillede alle de numre man forventede, og så et par stykker til. visse titler var blevet rearrangeret siden sidst, jeg så gruppen, på samme måde som det visuelle 3D-show var blevet opdateret. Jeg havde i forvejen været lidt nervøs for om koncerten ville ende som ren genudsendelse, men det var heldigvis ikke tilfældet. Bevares, flere dele var stort set samme omgang som sidst, men der var også nyt, og det hele fungerede fornemt som en overordnet helhed. Det var musikhistorie, fortid og fremtid, det var sublim lyd, det var en gruppe, der måske mere end nogen anden har været med til at påvirke moderne musik. Der må seks stjerner til, aber doch. Og tilbage er blot at spørge: hvor blev robotterne af denne gang? Jo, det var såmænd dem, der stod på scenen under hele koncerten. Ralf og gutterne sad derhjemme festivalen igennem for at følge med i Tour de France.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA