Mike Sheridan, Det Danske Ungdomsensemble, Martyn Ware, Jakob Kvist: Tietgenkollegiet, København

Mike Sheridan, Det Danske Ungdomsensemble, Martyn Ware, Jakob Kvist, Tietgenkollegiet, København

Mike Sheridan, Det Danske Ungdomsensemble, Martyn Ware, Jakob Kvist: Tietgenkollegiet, København

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Det cirkelformede Tietgen-kollegium er så smuk en bygning, at den næsten er musik for øjnene i sig selv. Dens organiske former og forskudte træbalkoner er en tonedans i fysisk materiale, og derfor var den prisbelønnede bygning da også den helt perfekte location for åbningskoncerten for dette års Strøm – den elektroniske musikfestival, der traditionen tro har et program fyldt med koncerter på specielle locations: Koncerter i metroen, koncerter på hustage, koncerter i de underjordiske cisterner under Søndermarken.



Og det er selvfølgelig ikke bare koncerter, der er hevet ned under jorden eller ud på en tømmerflåde, fordi det ser sjovt ud, men fordi omgivelserne spiller sammen med musikken på den ene eller den anden måde. Såsom de årligt tilbagevendende Trans Metro Express-koncerter i metroen, hvor den elektroniske musik er komponeret specielt til netop de strækninger og stationer, metrotoget bevæger sig igennem. 



Således også åbningskoncerten "Panorama" på Tietgenkollegiet mandag aften, hvor den elektroniske komponist og musiker Mike Sheridan står for at spille bygningen op i en 360-graders koncert sammen med symfoniorkestret Det Danske Ungdomsensemble – ledsaget af lyskunst kreeret specielt til den usædvanlige bygning af lysdesigner Jakob Kvist. Og bragt til live af et specialbygget 3D-lydsystem, kreeret af og sat op af lydeksperten Martyn Ware, grundlæggeren af 80'er-bandet Heaven 17.

 Så er tonen for festivalen ligesom slået an. 



Og slået an blev den i den grad. Lige knap totusind havde indløst billet og stod på græsplænen i midten af den cirkelrunde gårdhave, mens tusmørket faldt på og sølvpiletræernes blade blev belyst, så de stod isblåt lysende mod himlen. Ren pupil-magnetisme. Klokken 21.45 er mørket tæt nok til, at lysdelen af koncerten kan komme til sin ret, og der bydes velkommen fra en af balkonerne med et begejstret: "Den her koncert er helt unik! I kan ikke streame den. I kan ikke se den på YouTube. Man skal være her!"



Man kan svagt skimte orkestret, Det Danske Ungdomsensemble, sidde på to balkoner i omkring fjerdesals højde. Der skal både spilles nyere klassisk musik og Mike Sheridans eget nykomponerede værk. De sætter i gang med den estiske komponist Arvo Pärts vemodige "Fratres", hvor hver tone fra de mildt spørgende strygere suppleres af kulørt lys fra de enkelte kollegierum og -gange. Først magisk turkis og svømmehalsgrøn. Så mild orange, pink og gul, da musikken bliver varmere. Så helt tyst, mens lyset bliver dyblilla og mørkeblåt. Det er som at stå inde i et gigantisk, cirkelformet (og meget afslappet) gigant-tetrisspil, mens musikken, lyset og bygningen smelter sammen til en helhedsoplevelse, der gør, at det virker ganske logisk og som en planlagt selvfølgelighed, at skyerne forsvinder, og himlen løfter sig stjerneklar over kollegiets cirkel og vores hoveder.



Næste nummer: Uroligt, energisk, fyldt med sitrende energi. Dirrende violinstrenge og lyde, der ligger imellem mulige lyde: ikke lyden af klikkende keyboards, men lyden af fingerpude mod keyboard. Lyden af noget knirkende og næsten anslået, lyden af tandhjulene i et klokkespil, men uden klokkespil. Lyden af Karlsvognens spids, netop synlig på den cirkelformede himmel. Var det Mike Sheridans egen komposition? Bifaldet bagefter kunne tyde på det. Men jeg er ikke sikker, for der er navne på programmet, jeg ikke kender og aldrig har hørt før. Polske Gorecki. Skotske Neil Gow. 



Just som man har vænnet sig til Tetris-smukheden (jep, man kan vænne sig til alt, og så vil man have mere, sulten), ryger lyssætningen op i gear: musikerne fra orkestret sidder nu ikke længere på de to balkoner, men står enkeltvis på værelserne, som silhuetter i hver deres belyste farverum: de siddende celloer, de stående basser, violinerne. Smukt.



Stemningen (både musikalsk og visuelt) har været mildt vemodig og storslået (som det vel bare er, når der er strygere og stjernehimmel involveret), men der sluttes på en lys tone, med denne her af Sibelius. 
Der er gået en time, og folk er opløftede. "Aij, det er slut, er det virkelig slut, skal vi ikke finde på noget, lad os tage et sted hen!" lyder smilende stemmer udenfor, mens folk drysser ud af bygningens åbne indgange – der er ligesom åbnet op for sluserne, vi kan da ikke stoppe NU!? Alle sanser har stået på vid gab, og koncerten har gjort indtryk. 

Man kunne heller ikke forestille sig en mere passende kickstart på en festival, der handler så meget om at placere lyd og lys i byrummet på en spændende måde. En cirkelformet, strygermættet, silhuetsmuk Strømstart.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA